Venstrefløjens velfærdspatent er udløbet

Venstrefløjen har længe forsøgt at bilde danskerne ind, at kun de røde partier bekymrer sig om de offentlige velfærdsydelser. Samtidigt påstår de, at det kun er offentligt ansatte, der har ’varme hænder’. Og spørger man til ’udlicitering’ af velfærdsopgaver, så er det ikke andet end et synonym for ’spareøvelse’. Venstrefløjen opfører sig, som om den har et patent på velfærd. Et ’patent’, der baserer sig på en frygt for det private og det frie valg.

Dette selvopfundne patent ville sikkert kunne forlænges i det uendelige, hvis det eneste argument fra liberal side var, at man sparer penge ved at sende flere offentlige opgaver i udbud. Men hvilken interesse skulle vi have i at spille hasard med vores egen velfærd? Min mor får hjemmehjælp. Jeg er lige fyldt 50 og har da ambitioner om at blive ældre. Og så får jeg måske også brug for hjemmehjælp. Det vigtigste argument for udlicitering af velfærdsopgaver, og det frie valg som det medfører, er og bliver kvalitet. Det er derfor kun interessant at lade private velfærdsleverandører komme til fadet, hvis de kan sikre samme eller bedre kvalitet

Og det kan de.

På Frederiksberg, hvor jeg sidder i kommunalbestyrelsen, har embedsmændene to roller. For det første forvalter de den kommunale hjemmepleje. For det andet udfører de politisk servicearbejde for mig og mine politiske kollegaer. En helt ny brugertilfredshedsundersøgelse af hjemmeplejen på Frederiksberg viser interessekonflikten mellem de to roller. Første version af undersøgelsen viste en relativt stor tilfredshed med hjemmeplejen i form af 74,7 ud af 100 på tilfredshedsindekset. Sandt, men ikke fyldestgørende. For hvor forvaltningens brugerundersøgelse gav et fint indblik i hjemmeplejen som helhed, undgik den behændigt at sammenligne tilfredsheden med henholdsvis kommunens egen hjemmehjælp og den private. Det undgik man, selvom om man burde vide, at resultatet har bred politisk interesse. De røde vil gerne have bekræftet deres modvilje mod frit valg og udlicitering. Vi blå vil gerne punktere denne modvilje. Jeg måtte derfor bede om en ny undersøgelse, hvor tilfredsheden kan sammenlignes mellem den private og den kommunale hjemmehjælp.

Resultatet var ret interessant. Det viser, at venstrefløjens frygt for private velfærdsleverandører mildest talt er ubegrundet. I brugerundersøgelsen er den generelle tilfredshed med de private leverandører således 79,06 point mod det offentliges 70,98, hvor 100 = mest tilfreds.

Ser man på den praktiske hjælp, er der store forskelle på tilfredsheden mellem private og offentlige leverandører. Hjælpen til rengøring scorer hos de private leverandører 79,26 overfor det offentliges 68,85 – en forskel på over ti point. For så vidt angår hjælp til tøjvask klarer det private sig ’kun’ en smule bedre. Men ser vi på en central del som indkøb, er forskellen ca. 15 point – godt 75 overfor det offentliges 61. Der er altså markante forskelle på tilfredsheden med hjemmeplejen, afhængig af om man på Frederiksberg vælger det offentlige eller en privat udbyder, når det gælder helt almindelig praktisk hjælp.

Men hvad så med den nære, personlige pleje? Det kan de private vel umuligt finde ud af? Ifølge brugerne på Frederiksberg, kan de: I forhold til hjælp til at gå i bad, hjælp til at vaske sig, hjælp til af– og påklædning og hjælp til toiletbesøg, viser undersøgelsen på alle områder en større tilfredshed med de private leverandører.

Endelig er der en enorm forskel mellem den private og den offentlige hjemmepleje i brugernes oplevelse af stabilitet og sammenhæng for hjemmeplejen. De private leverandører scorer 88,39 mod det offentliges 41,48, når tilfredsheden måles på antallet af forskellige hjælpere. Utilfredsheden er altså stor med de mange skiftende ansigter i den kommunale hjemmepleje. Forståeligt, for det betyder selvsagt rigtig meget for den enkelte borgers følelse af tryghed og omsorg, at personlig og intim pleje kommer fra et velkendt ansigt.

Kvaliteten af plejen fra hjælper til hjælper varierer også mere i det offentlige (45,88) end i det private (60,79), samtidig med at punktligheden svigter væsentligt mere i den offentlige hjemmepleje (78,67) end hos private leverandører (91,47). Forskellene er til at føle på.

Hvis venstrefløjen eller andre skeptikere derfor troede, at udlicitering kun er en spareøvelse, så er brugerundersøgelsen på Frederiksberg en iskold spand vand i hovedet og goddag til en anden virkelighed. Udlicitering er også et spørgsmål om kvalitet. En ubekvem sandhed for nogle. Men ikke desto mindre vigtigt for debatten om indretningen af vores velfærdssamfund.

Jeg mener naturligvis ikke, at vi skal udskifte vores velfærdmodel med private forsikringer og en amerikansk velfærdsmodel, hvor kun de allermest trængende får hjælp. Vi skal bevare vores skattebetalte velfærd. Men jeg mener, at vi selv skal bestemme over den velfærd. Brugerundersøgelser som den på Frederiksberg viser ingen grund til bekymring over kvaliteten fra de private velfærdsleverandører. Tværtimod. Vi har behov for et velfærdssystem med mere frit valg – ikke mindre, som regeringen har sørget for.

For det første, fordi frit valg skaber potentiale for forbedringer hos de enkelte velfærdsleverandører. Den generelle tilfredshed i landet med hjemmeplejen har været nedadgående de sidste par år. Antallet af ældre er opadgående. Jeg vover pelsen og siger, at det nok ikke kun er på Frederiksberg, at de private leverandører leverer en bedre service. Altså må det private kunne noget. Noget som det offentlige kan tage ved lære af. Der er garanteret også rum for læring den anden vej. Denne relation mellem to parter, der inspirerer og motiverer hinanden til at gøre det bedre, kaldes sund konkurrence. Vi kender det fra de mange andre områder i vores samfund, hvor markedsvilkår er naturligt.

For det andet
er der i min verden noget grundlæggende forkert ved at sige til en mand, der hele sit liv har bestemt over sig selv, at han ikke selv kan bestemme, hvem der skal levere støvsugningen i hans eget hjem – eller hvem han vil vaskes af. De ældre er gamle nok til selv at bestemme. Borgerne er kloge nok til selv at bestemme. Det at vælge til og fra giver frihed frem for formynderi, ansvar frem for apati.

For det tredje er modviljen mod udlicitering og dermed frit valg helt ude af trit med befolkningens ønsker. Ifølge en brugerundersøgelse, som Social- og Integrationsministeriet har gennemført sammen med KL, mener mere end 60 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne, at frit valg er vigtigt eller meget vigtigt. Samtidigt vælger stadig flere at benytte sig af private leverandører.

Men selvom alt tyder på, at både borgere og de forskellige velfærdsudbydere er gearet til en model, hvor vi i højere grad sætter borgeren i centrum for velfærden og styrker det frie valg, så er venstrefløjens frygt for det private blevet til lov. Siden regeringsskiftet er frit valg blevet reduceret og indskrænket på flere områder. Regeringen har gjort det sværere for borgeren at foretage et kvalificeret frit valg på oplyst grundlag, regeringen har fjernet kommunernes forpligtigelse til at undersøge, hvor frit valg kan indføres, og regeringen har afskaffet muligheden for at vælge privat børnetandpleje og omsorgstandpleje.

Udviklingen går altså i den forkerte retning, på trods af, at venstrefløjens frygt for det private er uberettiget. Intet indikerer, at det private skulle være dårligere – tværtimod. Alt indikerer, at vi som samfund kan drage nytte af at udvide, ikke indskrænke, borgernes frie valg. Venstrefløjens velfærdspatent er udløbet. Bedre løsninger på velfærdsområdet melder sig. Men i stedet er venstrefløjen og regeringen i sin ideologiske kamp mod privatisering godt i gang med at overse både borgernes velfærd og valgfrihed.