Vi står sammen om et JA

Af Karen Ellemann, Pernille Rosenkrantz-Theil, Torsten Gejl, Marianne Jelved, Trine Torp, Mette Abildgaard & Jan E. Jørgensen, hhv. Social-og indenrigsminister (V) og socialordførere for S, ALT., R, SF, K og V

 
I DANMARK er vi gode til at beskytte vores børn, og vi arbejder hele tiden på at gøre beskyttelsen bedre. Det er vi enige om uanset politisk ståsted.Men uanset hvor godt vi gør det, kan vi ikke klare alle problemer alene. Bekæmpelse af børneporno, handel med børn, f. eks. til prostitution og andre former for misbrug af børn, går over grænserne.Derfor kræver beskyttelsen af vores børn hjælp fra andre lande.3. december skal vi stemme om retsforbeholdets fremtid. Valgets resultat bliver afgørende for, om vi fremover kan passe lige så godt på børnene og samfundets udsatte, som vi kan i dag. Her er det helt centralt, at dansk politi fortsat kan være en del af Europol.

Samarbejdet i Europol har ført til pågribelse af narkohandlere og optrevling af grænseoverskridende sager om handel med kvinder samt organiseret misbrug af børn. Står vi uden for Europol-samarbejdet, vil der simpelthen være færre redskaber til rådighed til at beskytte de svage og udsatte i samfundet. Derfor er det nødvendigt at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, hvor Danmark fra sag til sag kan beslutte, om vi skal tilvælge en retsakt, og hvor Danmark fortsat forbliver et fuldgyldigt medlem af Europol.

ET JA 3. december vil også have betydning for familierne, der i stadig højere grad er grænseoverskridende. Danskere gifter sig med borgere fra andre EU-lande og flytter som familie til et andet EU-land. Nogle familier går fra hinanden igen – måske for at tage bopæl i et helt tredje EU-land. I den bedste af alle verdener skal disse problemer løses nemt og effektivt, uanset om begge parter bor i Esbjerg, eller én bor i Esbjerg og en anden i Hamburg. Sagsgangen skal være så effektiv som muligt, så barnets kontakt med begge forældre sikres, selv om der er en landegrænse imellem. Familierne skal ikke mødes med uforudsigelighed, besværlige sagsgange og unødvendig ventetid. Tid er et helt centralt element i disse sager.

Et ja betyder ikke, at vi bliver tvunget til at ændre vores skilsmisselovgivning. Vi skal i Danmark fortsat selv bestemme, hvornår man kan blive skilt, hvem der skal have forældremyndigheden over børnene efter en skilsmisse, og hvordan samværet skal tilrettelægges. Men det er nødvendigt med et internationalt samarbejde med rammer og regler, som gør det klart for internationale familier, i hvilket land en uenighed skal afgøres, og som bidrager til en effektiv og hurtig behandling af sagerne. Det tilbyder EU-samarbejdet. Helt konkret vil vi på skilsmisseområdet tilvælge den såkaldte Bruxelles IIaforordning. Det vil bl. a. betyde, at en dansk afgørelse om samvær hurtigere end i dag vil kunne få virkning i det EU-land, hvor barnet bor. Og hvis en forælder bortfører barnet til et andet EU-land, vil der blive bedre mulighed for at få barnet hjem.

Et ja 3. december vil også give Danmark større indflydelse på, hvordan samarbejdet om international familieret i EU skal udvikle sig. Vi skal arbejde for, at det bliver nemmere at flytte som familie mellem EU-landene, og at retssikkerheden styrkes yderligere for familierne – også når parterne ikke bor i det samme land. Indflydelsen vil også give os mulighed for at finde nye veje til løsning af konflikter i internationale familier, eksempelvis gennem øget brug af mægling og navnlig i sager om børnebortførelser. Hele diskussionen kan koges ned til, at vi med et ja vil bevare og styrke de muligheder, vi i dag har for at hjælpe børnene og udsatte grupper i samfundet og for at støtte op om internationale familier.

Fattigdom handler ikke kun om økonomi

Som socialordfører hører og læser jeg i mit daglige virke om mange mennesker på kanten af samfundet og med mange forskellige problemer. Nogle har misbrugsproblemer, og dertil tumler langt flere med psykiske problemer, som i det lange løb er en stor forhindring på vejen mod en normal tilværelse. Det er ekstremt vigtigt, at vi som samfund kan nå ud til de her mennesker, også selvom de ikke er fattige i direkte økonomisk betydning.

Venstres overordnede tilgang til socialpolitikken er klar: Ved udelukkende at tale om økonomisk fattigdom glemmer vi, at der også findes mange mennesker, hvor dagligdagens problemer ikke nødvendigvis bunder i økonomiske problemer.

Og omvendt. Den studerende, som lever på en SU, men får dagen til at hænge sammen, er ikke et offer. Den enlige mor med et lavtlønsjob og to børn, som hver dag står op og kører børnene i skole, er heller ikke et offer.

Derfor skal vi have et bredere perspektiv, når vi vurderer, hvem der er udsatte, end bare en rigid fattigdomsgrænse. Et perspektiv, som ikke kun tager udgangspunkt i økonomien, men som inddrager alle aspekter af det enkelte individ.

 

Listen er lang

Den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering indførte i 2013, gjorde, at et stort antal mennesker forsvandt fra forsorgens fokusområde, da de ikke længere var fattige. Det betød eksempelvis, at en hjemløs førtidspensionist ikke længere var fattig.

Når vi samtidig ved, at op mod halvdelen af de hjemløse kæmper med en psykisk lidelse, og at 2/3 af samme gruppe har misbrugsproblemer, så mister vi ganske enkelt fokus på, hvordan vi kan hjælpe det enkelte individ ud af sin situation.

At vurdere om et menneske har brug for samfundets støtte alene ud fra fattigdomsgrænsen, er – undskyld udtrykket – for fattigt. Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet. Misbrug, psykiske sygdomme, ensomhed og hjemløshed. Listen er lang.

Det rigtige at gøre er derfor at fjerne fokus fra, hvad den enkelte har at gøre godt med i økonomisk forstand og i stedet udvide perspektivet for, hvornår man kan betegnes som fattig. Det skylder vi de mennesker, som har brug for samfundets omsorg.

Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet.