Reklameafgift betales af forbrugerne

Socialister kan ikke lide reklamer. De tror, at reklamer gør varerne dyrere. De føler, at reklamer lokker forbrugerne til at købe unødvendige ting. De kan mærke, at reklamer ødelægger miljøet.

Derfor er det ikke overraskende, at regeringen nu vil lægge en afgift på tilbudsaviser, legetøjs- og julekataloger og muligvis også den lokale distriktsavis. På den måde kan man bekæmpe reklamer samtidig med, at man skaffer 400 millioner kr. til statskassen og gavner miljøet.

Det er heller ikke nyt, at den røde regering synes, at der er to slags skatter. På den ene side de gode skatter, som kun rammer erhvervslivet og som til gengæld gavner miljøet. På den anden side de knap så gode skatter, som rammer helt almindelige danskere og som ikke har anden funktion end at skaffe penge til statskassen. Vi andre ved, at når man belaster erhvervslivet med nye afgifter, så lander regningen i sidste ende hos forbrugerne.

Det nye og overraskende er, at regningen bliver så stor, som det fremgår af en artikel i Børsen. Iflg. konsulentvirksomheden Copenhagen Economics kan reklameskatten ende med at koste en almindelig dansk børnefamilie mellem 2.500-3.000 kr. om året, da det forventes, at dagligvarepriserne vil stige 5 – 6 %. Sådan gik det nemlig i Østrig, da man indførte en lignende afgift.

Er regeringen virkelig parat til at lade danske forbrugere betale så høj en pris? I artiklen kalder Forbrugerrådets direktør det ”helt uacceptabelt”, hvis der kommer så store prisstigninger. Hvad mener regeringen?

I Venstre har vi ikke noget imod reklamer – heller ikke på papir. Reklametryksager gør ikke varerne dyrere, men billigere. IKEA er et godt eksempel på en butikskæde, der har skaffet forbrugerne billigere varer, og som har gjort det ved hjælp af trykte reklamer. IKEAs katalog er efter sigende trykt i flere eksemplarer end Bibelen, og hvis IKEA kunne opnå den samme effekt på en billigere måde, så havde de gjort det.

I de politiske partier bruger vi i øvrigt også reklametryksager, for vi tør ikke overlade den politiske debat til internet, tv og radio. Mit gæt er, at vi også i næste valgkamp vil se socialistiske folketingskandidater, der lover guld og grønne skove, og som gør det på glittet papir trykt i fire farver. Det er nemlig kun kommercielle reklamer, som de ikke kan lide. Af samme grund kan man være helt sikker på, at der kommer en undtagelse for afgift på reklametryksager, når det er politik, der reklameres for.

Jan E. Jørgensen, forbrugerordfører, Venstre

Åbent brev fra en arbejder til Helle Thorning Schmidt

Jeg er privilegeret. Jeg har et spændende job med en god løn. Jeg kan godt lide at arbejde, men alt med måde. Der skal også være tid til andet. Familie, fritidsinteresser, ferie og fester.

Jeg er med på, at skat er en nødvendighed, og jeg betaler min skat – om ikke med glæde, så dog med en erkendelse af, at det er nødvendigt at betale skat for at have et harmonisk samfund som det danske. Men alt med måde. Der skal også være noget til overs til mig selv og min familie. Er det ikke meget rimeligt, at jeg får lov til at beholde i hvert fald halvdelen af min løn, som jeg selv kan disponere over?

Jeg har set en række meningsmålinger, som viser, at flertallet efter næste valg vil pege på dig som statsminister. Det er svært at finde ud af, hvad du egentlig står for, men tre ting står klart.

1.       Du vil have, at jeg skal arbejde endnu mere, end jeg gør i dag.

2.       Du vil have, at jeg skal betale endnu mere i skat, end jeg gør i dag.

3.       Du vil have, at jeg skal arbejde mere og betale mere, fordi du vil forære mine penge til dine vælgere.

Men ved du hvad Helle? Jeg vil ikke! Jeg gider ikke! Jeg gør det ikke! Det handler om meget mere end økonomi og balance på statens budgetter. Det handler om retfærdighed. Vi har opbygget et samfund, hvor arbejderklassen er kommet i mindretal – og arbejderklassen skal forstås som alle, der har et arbejde. Flertallet består af ikke-arbejderklassen – som lever af de penge, som jeg og resten af arbejderklassen betaler i skat. Du taler om en fair løsning – men jeg har svært ved at se, din løsning løser noget som helst, og den er i hvert fald ikke fair.

Nu vil du sikkert sige, at jeg ikke skal brokke mig. At jeg i stedet bør være taknemmelig for, at jeg har fået en gratis uddannelse, som nu gør mig i stand til at have godt job med en god løn. At jeg i virkeligheden bør være flov over, at jeg er så privilegeret, som jeg er. Og ja – jeg er taknemmelig for, at jeg har fået en gratis uddannelse – og også for mange af de andre velfærdsydelser, som jeg har adgang til. Men jeg er ikke flov over noget som helst, for jeg har arbejdet hårdt, og jeg har gjort mig fortjent til det, jeg har. Jeg skammer mig ikke over at sige, at nok er nok.

Verdens største offentlige sektor behøver ikke være større. Verdens højeste skattetryk behøver ikke være højere. Du kan muligvis tvinge mig til at betale mere i skat, men du kan ikke tvinge mig til at arbejde mere. Og ved du hvad Helle? Jeg er ikke den eneste, der har det sådan.

Med venlig hilsen
Jan E. Jørgensen