Fattigdom handler ikke kun om økonomi

Som socialordfører hører og læser jeg i mit daglige virke om mange mennesker på kanten af samfundet og med mange forskellige problemer. Nogle har misbrugsproblemer, og dertil tumler langt flere med psykiske problemer, som i det lange løb er en stor forhindring på vejen mod en normal tilværelse. Det er ekstremt vigtigt, at vi som samfund kan nå ud til de her mennesker, også selvom de ikke er fattige i direkte økonomisk betydning.

Venstres overordnede tilgang til socialpolitikken er klar: Ved udelukkende at tale om økonomisk fattigdom glemmer vi, at der også findes mange mennesker, hvor dagligdagens problemer ikke nødvendigvis bunder i økonomiske problemer.

Og omvendt. Den studerende, som lever på en SU, men får dagen til at hænge sammen, er ikke et offer. Den enlige mor med et lavtlønsjob og to børn, som hver dag står op og kører børnene i skole, er heller ikke et offer.

Derfor skal vi have et bredere perspektiv, når vi vurderer, hvem der er udsatte, end bare en rigid fattigdomsgrænse. Et perspektiv, som ikke kun tager udgangspunkt i økonomien, men som inddrager alle aspekter af det enkelte individ.

 

Listen er lang

Den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering indførte i 2013, gjorde, at et stort antal mennesker forsvandt fra forsorgens fokusområde, da de ikke længere var fattige. Det betød eksempelvis, at en hjemløs førtidspensionist ikke længere var fattig.

Når vi samtidig ved, at op mod halvdelen af de hjemløse kæmper med en psykisk lidelse, og at 2/3 af samme gruppe har misbrugsproblemer, så mister vi ganske enkelt fokus på, hvordan vi kan hjælpe det enkelte individ ud af sin situation.

At vurdere om et menneske har brug for samfundets støtte alene ud fra fattigdomsgrænsen, er – undskyld udtrykket – for fattigt. Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet. Misbrug, psykiske sygdomme, ensomhed og hjemløshed. Listen er lang.

Det rigtige at gøre er derfor at fjerne fokus fra, hvad den enkelte har at gøre godt med i økonomisk forstand og i stedet udvide perspektivet for, hvornår man kan betegnes som fattig. Det skylder vi de mennesker, som har brug for samfundets omsorg.

Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet.