Reklameafgift betales af forbrugerne

Socialister kan ikke lide reklamer. De tror, at reklamer gør varerne dyrere. De føler, at reklamer lokker forbrugerne til at købe unødvendige ting. De kan mærke, at reklamer ødelægger miljøet.

Derfor er det ikke overraskende, at regeringen nu vil lægge en afgift på tilbudsaviser, legetøjs- og julekataloger og muligvis også den lokale distriktsavis. På den måde kan man bekæmpe reklamer samtidig med, at man skaffer 400 millioner kr. til statskassen og gavner miljøet.

Det er heller ikke nyt, at den røde regering synes, at der er to slags skatter. På den ene side de gode skatter, som kun rammer erhvervslivet og som til gengæld gavner miljøet. På den anden side de knap så gode skatter, som rammer helt almindelige danskere og som ikke har anden funktion end at skaffe penge til statskassen. Vi andre ved, at når man belaster erhvervslivet med nye afgifter, så lander regningen i sidste ende hos forbrugerne.

Det nye og overraskende er, at regningen bliver så stor, som det fremgår af en artikel i Børsen. Iflg. konsulentvirksomheden Copenhagen Economics kan reklameskatten ende med at koste en almindelig dansk børnefamilie mellem 2.500-3.000 kr. om året, da det forventes, at dagligvarepriserne vil stige 5 – 6 %. Sådan gik det nemlig i Østrig, da man indførte en lignende afgift.

Er regeringen virkelig parat til at lade danske forbrugere betale så høj en pris? I artiklen kalder Forbrugerrådets direktør det ”helt uacceptabelt”, hvis der kommer så store prisstigninger. Hvad mener regeringen?

I Venstre har vi ikke noget imod reklamer – heller ikke på papir. Reklametryksager gør ikke varerne dyrere, men billigere. IKEA er et godt eksempel på en butikskæde, der har skaffet forbrugerne billigere varer, og som har gjort det ved hjælp af trykte reklamer. IKEAs katalog er efter sigende trykt i flere eksemplarer end Bibelen, og hvis IKEA kunne opnå den samme effekt på en billigere måde, så havde de gjort det.

I de politiske partier bruger vi i øvrigt også reklametryksager, for vi tør ikke overlade den politiske debat til internet, tv og radio. Mit gæt er, at vi også i næste valgkamp vil se socialistiske folketingskandidater, der lover guld og grønne skove, og som gør det på glittet papir trykt i fire farver. Det er nemlig kun kommercielle reklamer, som de ikke kan lide. Af samme grund kan man være helt sikker på, at der kommer en undtagelse for afgift på reklametryksager, når det er politik, der reklameres for.

Jan E. Jørgensen, forbrugerordfører, Venstre