Fattigdom handler ikke kun om økonomi

Som socialordfører hører og læser jeg i mit daglige virke om mange mennesker på kanten af samfundet og med mange forskellige problemer. Nogle har misbrugsproblemer, og dertil tumler langt flere med psykiske problemer, som i det lange løb er en stor forhindring på vejen mod en normal tilværelse. Det er ekstremt vigtigt, at vi som samfund kan nå ud til de her mennesker, også selvom de ikke er fattige i direkte økonomisk betydning.

Venstres overordnede tilgang til socialpolitikken er klar: Ved udelukkende at tale om økonomisk fattigdom glemmer vi, at der også findes mange mennesker, hvor dagligdagens problemer ikke nødvendigvis bunder i økonomiske problemer.

Og omvendt. Den studerende, som lever på en SU, men får dagen til at hænge sammen, er ikke et offer. Den enlige mor med et lavtlønsjob og to børn, som hver dag står op og kører børnene i skole, er heller ikke et offer.

Derfor skal vi have et bredere perspektiv, når vi vurderer, hvem der er udsatte, end bare en rigid fattigdomsgrænse. Et perspektiv, som ikke kun tager udgangspunkt i økonomien, men som inddrager alle aspekter af det enkelte individ.

 

Listen er lang

Den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering indførte i 2013, gjorde, at et stort antal mennesker forsvandt fra forsorgens fokusområde, da de ikke længere var fattige. Det betød eksempelvis, at en hjemløs førtidspensionist ikke længere var fattig.

Når vi samtidig ved, at op mod halvdelen af de hjemløse kæmper med en psykisk lidelse, og at 2/3 af samme gruppe har misbrugsproblemer, så mister vi ganske enkelt fokus på, hvordan vi kan hjælpe det enkelte individ ud af sin situation.

At vurdere om et menneske har brug for samfundets støtte alene ud fra fattigdomsgrænsen, er – undskyld udtrykket – for fattigt. Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet. Misbrug, psykiske sygdomme, ensomhed og hjemløshed. Listen er lang.

Det rigtige at gøre er derfor at fjerne fokus fra, hvad den enkelte har at gøre godt med i økonomisk forstand og i stedet udvide perspektivet for, hvornår man kan betegnes som fattig. Det skylder vi de mennesker, som har brug for samfundets omsorg.

Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet.

Jeg lover større gaver og hvid jul!

Hvis du lover at stemme på mig, så får du større julegaver og hvid jul. Ja – hvorfor ikke?

Hvis det viser sig, at julegaverne i stedet bliver mindre, og sneen udebliver, så kan jeg jo altid henvise til, at Venstre ikke fik 90 mandater, og at regeringen har efterladt et hul i statskassen, som gør, at jeg ikke har råd til at indfri løfterne.

Jeg må gå i skarp overbudstræning. Hvis SF (igen) lover, at de vil sætte prisen på et buskort ned med 40 procent, så lover jeg gratis buskort. Hvis SF lover gratis buskort, så lover jeg penge til alle, der tager bussen.

Når Socialdemokraterne (igen) lover max 24 i klassen, så lover jeg eneundervisning. Når de røde (igen) lover højst en halv times ventetid på skadestuen, så lover jeg fem minutter. Måske skulle jeg også rydde lidt op i de rødes ulykker. Den øgede afgift på fedt og sukker lover jeg selvfølgelig at fjerne sammen med momsen. Det lyder måske som et lidt tyndt valgprogram, men hvis regeringen fortsætter, som den er begyndt, så skal der nok blive stof til en fantastisk valgkamp.

Jeg kunne også vælge at forklare vælgerne, at den økonomiske situation slet ikke indbyder til at slynge om med sig med ufinansierede løfter. Det ender det nok med – jeg er så kedelig og gammeldags. F.eks. synes jeg, at man skal holde hvad man lover – og hvis meningsmålingerne fortsætter, så risikerer Venstre at få 90 mandater, så vi er nødt til at indfri løfterne.

Jan E. Jørgensen

Åbent brev fra en arbejder til Helle Thorning Schmidt

Jeg er privilegeret. Jeg har et spændende job med en god løn. Jeg kan godt lide at arbejde, men alt med måde. Der skal også være tid til andet. Familie, fritidsinteresser, ferie og fester.

Jeg er med på, at skat er en nødvendighed, og jeg betaler min skat – om ikke med glæde, så dog med en erkendelse af, at det er nødvendigt at betale skat for at have et harmonisk samfund som det danske. Men alt med måde. Der skal også være noget til overs til mig selv og min familie. Er det ikke meget rimeligt, at jeg får lov til at beholde i hvert fald halvdelen af min løn, som jeg selv kan disponere over?

Jeg har set en række meningsmålinger, som viser, at flertallet efter næste valg vil pege på dig som statsminister. Det er svært at finde ud af, hvad du egentlig står for, men tre ting står klart.

1.       Du vil have, at jeg skal arbejde endnu mere, end jeg gør i dag.

2.       Du vil have, at jeg skal betale endnu mere i skat, end jeg gør i dag.

3.       Du vil have, at jeg skal arbejde mere og betale mere, fordi du vil forære mine penge til dine vælgere.

Men ved du hvad Helle? Jeg vil ikke! Jeg gider ikke! Jeg gør det ikke! Det handler om meget mere end økonomi og balance på statens budgetter. Det handler om retfærdighed. Vi har opbygget et samfund, hvor arbejderklassen er kommet i mindretal – og arbejderklassen skal forstås som alle, der har et arbejde. Flertallet består af ikke-arbejderklassen – som lever af de penge, som jeg og resten af arbejderklassen betaler i skat. Du taler om en fair løsning – men jeg har svært ved at se, din løsning løser noget som helst, og den er i hvert fald ikke fair.

Nu vil du sikkert sige, at jeg ikke skal brokke mig. At jeg i stedet bør være taknemmelig for, at jeg har fået en gratis uddannelse, som nu gør mig i stand til at have godt job med en god løn. At jeg i virkeligheden bør være flov over, at jeg er så privilegeret, som jeg er. Og ja – jeg er taknemmelig for, at jeg har fået en gratis uddannelse – og også for mange af de andre velfærdsydelser, som jeg har adgang til. Men jeg er ikke flov over noget som helst, for jeg har arbejdet hårdt, og jeg har gjort mig fortjent til det, jeg har. Jeg skammer mig ikke over at sige, at nok er nok.

Verdens største offentlige sektor behøver ikke være større. Verdens højeste skattetryk behøver ikke være højere. Du kan muligvis tvinge mig til at betale mere i skat, men du kan ikke tvinge mig til at arbejde mere. Og ved du hvad Helle? Jeg er ikke den eneste, der har det sådan.

Med venlig hilsen
Jan E. Jørgensen

Gift eller gødning

Selvom jeg er Venstremand, har jeg ikke meget forstand på landbrug. Jeg ved dog så meget, at hvis man vil have noget til at gro, skal man bruge gødning, og hvis noget skal dø, skal man bruge gift. Nye skatter og afgifter er gift for den vækst, vi har brug for. Lavere skatter og fradrag er gødning.

Hvis vi gerne vil have mindre gift, så indfører vi giftskatter. Det giver mening, hvis vi gerne vil have vækst i Danmarks hovedstad, er det så en god idé at lægge en betalingsringsmur rundt om byen, som S og SF ønsker? Hvis pensionsopsparing er godt, hvorfor vil rød blok så sætte grænser for, hvor meget man må betale? Og hvis vi gerne vil have folk til at arbejde længere, hvorfor har vi så en efterlønsordning, der belønner folk for at holde op med at arbejde?

Disse helt banale spørgsmål kunne det være rart at høre Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis svar på. Er de to partier enige i analysen? Det er dybest set ret banalt – men er de største sandheder ikke næsten altid indlysende banaliteter?

Dette indlæg blev bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 8. september 2011

SFs kommunale fyringer er en underskudsforretning

SF vil fyre 4.000 offentligt ansatte i den kommunale administration – men bare rolig. I samme sekund vil folkesocialisterne bruge de sparede lønkroner på at ansætte 7.000 andre inden for ældrepleje, daginstitutioner og folkeskolen.

Verdens største offentlige sektor bliver endnu større med forslaget , som netto fører til 3.000 flere offentligt ansatte, ligesom forslaget ikke bidrager med en krone til den offentlige økonomi. Tværtimod – for SF mener, at det område, der først og fremmest skal holde for, er kommunernes udbuds- og indkøbsafdelinger. Villy Søvndal vil nemlig afskaffe kravet om, at 25 % af kommunernes opgaver skal konkurrenceudsættes. Overflødigt bureaukrati kalder han det, og så nævner han ellers kun afskaffelse af kontanthjælpsloftet og 450 timers reglen som eksempler på, hvor han vil gøre det lettere for kommunerne, så man kan undvære nogle embedsmænd.

Til Villy Søvndals orientering kan jeg oplyse, at der langt fra er 4.000 medarbejdere i kommunerne, der beskæftiger sig med udbud. Tallet svarer til 40 pr. kommune i snit. Jeg har undersøgt tallene nærmere for Frederiksberg. Her svarer det til ca. 70 medarbejdere. Der er imidlertid kun 7-8 medarbejdere, der arbejder med udbud, så Villy Søvndal har kun peget på 10 % af de medarbejdere, han vil fyre. Hvis de medarbejdere holder op, så holder kommunen samtidigt op med at sende noget som helst i udbud. Villys forslag om at ophæve kravet om 25 % udbud afløses således de facto af et krav om 0 % udbud, for ellers kan man jo ikke fyre medarbejderne i administrationen.

Nu bliver Søvndals forslag for alvor tragikomisk, for han har i sin visdom peget på lige præcis den medarbejdergruppe, som sammen med parkeringsvagterne tjener deres egen løn hjem mange gange. Bare på Frederiksberg vil den udbudsplan, som kommunen lige har vedtaget, medføre besparelser på 150 millioner kr. over fire år. Og så har jeg slet ikke nævnt de besparelser, som allerede er  indhentet gennem mange års udbud, hvor man som regel sparer omkring 20 % pr. udbud, hvad enten der er tale om rengøring eller bleer.

Facit for Frederiksberg  vil være et minus på 150 millioner kr. på fire år, og tallet vil vokse i takt med, at de nuværende udbudsaftaler udløber, for der  vil ikke have nogen medarbejdere til at udarbejde nye udbud.

Så har jeg slet ikke nævnt den detalje, at det i en række tilfælde er påbudt at sende opgaver i udbud – ofte som følge af regulering, der er fælles for EU. Det kan formentlig godt lade sig gøre at reducere antallet af ansatte i den kommunale administration. En ting er dog sikkert – det vil være en klar underskudsforretning, hvis det bliver udbuds- og indkøbsafdelingen, der skal holde for.