Er demokrati kun til gavn for politikerne?

Camilla-Dorthea Bundgaard fra den glimrende blog Damefrokosten havde et indlæg i Berlingske Tidende med overskriften: ”Stol på mig – jeg er politiker.” Der er tale om et svar til min partifælle Søren Pind, og når jeg kaster mig ind i debatten er det ikke for at komme Søren til undsætning – jeg er sikker på, at den klarer han fint selv. Hendes synspunkt kan koges ned til, at man ikke skal stole på politikerne – en bloc – og hun bruger debatten om offentlighedsloven som eksempel på, at man ikke kan stole på os, for vi tænker kun på os selv.

Hun spørger retorisk: ”Hvem er de foreslåede ændringer – en indskrænkelse af borgernes adgang til akterne, der flyder mellem ministerier, styrelser, forskningsinstitutionerne og folketingspolitikere – til gavn for? Det folk, de folkevalgte repræsenterer? Nej. De er udelukkende til for politikerne. Offentlighedslovændringerne er et klokkeklart eksempel på, at politikere, som skulle være folkets repræsentanter, handler i egeninteresse.”

Lad os se bort fra, at korrespondance mellem ministerierne og forskningsinstitutionerne ikke er omfattet af lovens muligheder for at sige nej til aktindsigt. Hun er ikke den første, der har overdrevet virkningen af offentlighedsloven.

Det interessante er, at hun slet ikke anerkender, at der kan være sammenhæng mellem politikernes interesser og befolkningens. Hvis noget er til gavn for politikerne – så er det til skade for befolkningen.

Har folket ikke interesse i, at demokratiet fungerer? Det skulle jeg da mene. Har folket gavn af, at dagligdagen er så besværlig som overhovedet muligt for de politikere, som folket har valgt? Nej – det er svært at se.

Naturligvis skal der være offentlighed, og vi skal som politikere stå til regnskab for de beslutninger, vi træffer – og ikke træffer. Men hvad nu hvis det viser sig, at den nye offentlighedslov fører til bedre kvalitet i lovgivningen, fordi embedsmændene – også i styrelserne – kan tænkte højt på papir uden frygt for at bringe ministeren på forsiden af Ekstra Bladet? Det er jo – lidt forenklet sagt – hensigten bag den famøse paragraf 24. Sådan har det i øvrigt været siden 1985 for så vidt angår de ansatte i selve departementet i ministeriet. Nu udvides bestemmelsen til også at omfatte de underliggende styrelser m.v. – men samtidig gives der som noget nyt ret til aktindsigt i interne faglige vurderinger – også i departementet, hvilket hidtil har været lukket land.

Vi politikere er valgt af folket. Vi er selv en del af folket. Vi har en interesse i, at alle idéer kommer på bordet, når der skal lovgives. Vi har en interesse i at kunne føre fortrolige forhandlinger – ikke kun mundtligt, men også på e-mail og sms. Det skaber de bedste resultater – til gavn for folket. Vores interesser er ikke modstridende.