Metroen samler storbyen

Der er mange jyder i Venstres folketingsgruppe, der kæmper for endnu flere motorveje. Der er kun én fra Frederiksberg, der kæmper for mere metro i storbyen – nemlig mig.

Med metroen kan man komme fra Frederiksberg til Kongens Nytorv på fem minutter – og når Cityringen er færdig, kan man komme fra Gammel Strand til Trianglen lige så hurtigt.

Jeg kan godt lide biler – men får mit behov for selv at sidde bag rattet styret ved at være med i en delebilsordning. Til hverdag klarer jeg mig fint ved at cykle eller tage metroen.

Tanken om en betalingsring var helt skæv – men udfordringen er reel. Der er trængsel i storbyen, og det løser vi ved at gøre det attraktivt at cykle eller tage offentlig transport.

Jeg er Venstres metroordfører – og på Frederiksberg har jeg som formand for By- og Miljøudvalget stået i spidsen for arbejdet med metrocityringen. Det har givet noget larm – både fra naboerne og fra byggepladserne – som vi har håndteret blandt andet ved at ændre loven, så naboerne får en ordentlig erstatning.

Maks. 500 meter til nærmeste metrostation

Vi er langt fra færdige. Mit endemål er, at de fleste københavnere højst har 500 meter til nærmeste metrostation.

Det skal staten være med til at betale – hovedstaden er hele Danmarks hovedstad, og er det ikke lidt mærkeligt, at staten betaler hele regningen for motorvejene i Jylland, når København og Frederiksberg skal betale det meste af regningen for metroen?

Mere metro – også på Frederiksberg

Københavns Kommune vil gerne have mere metro – det vil vi også på Frederiksberg. Jeg har en vision om, at borgerne på Frederiksberg aldrig skal have længere end 800 meter til nærmeste metrostation, for metroen er det bedste bud på fremtidens transportmiddel. Bilisterne skal ikke have pisk, men gulerod, og metroen har bevist, at det kan lade sig gøre at lokke bilisterne over i den kollektive trafik.

Københavns visionære planer om tre nye metrolinier – M4, M6 og M7 – er derfor det helt rigtige, selvom jeg ikke forstår, hvorfor det skal tage op til 50 år at få togene på skinner.

Der mangler imidlertid noget i de københavnske politikeres visioner – nemlig Frederiksberg. De nye linier går behændigt uden om Frederiksberg, selv om det ville være oplagt at dække resten af kommunen – det kunne passende ske med en linie M5, som af en eller anden grund ikke er med i Københavns forslag.

Københavnerne glemmer også en anden ting, nemlig finansieringen. Vi skal have staten på banen – det kan ikke være rigtigt, at de statslige trafikinvesteringer ikke også skal komme hele Danmarks hovedstad til gode, og at vi skal betale hele metroen selv.

Dette blogindlæg har også været bragt i Berlingske Tidende