Ida Auken pynter sig med lånte fjer

Ida Aukens laante fjer

Det er forhåbentlig ikke alle, der aktivt følger med i, hvad vores miljøminister Ida Auken skriver på sin Facebookprofil. Derfor dette eksklusive indblik i Ida Aukens tanker bag den ministerielle facade.

Under et dejligt foto af glade børn på Frederiksbergs nyeste legeplads – Danmarks første vandlegeplads – skriver hun: “Forestiller mig at Liberal Alliance mener, det her er spild af plads: Her kunne jo holde fire biler parkeret! Husk at stemme på SF til kommunalvalget for en levende by.”

Lige præcis denne sag burde hun ikke pynte SF med, for det er i den grad lånte fjer. Ideen er min – rådmand og MF’er fra det ultraliberalistiske Venstre – og ideen opstod, da min søn på ferie i det endnu mere ultraliberalistiske USA foreslog, at vi skulle have en vandlegeplads hjemme på Frederiksberg. I USA så vi nemlig mange steder, hvor man havde kombineret leg og springvand. Jeg tog foreslaget op, da vi kom hjem, og det fik bred opbakning – bl.a. fra SF. Det var dejligt – for indtil da havde de socialistiske partier været modstandere af flere springvand i kommunen – Enhedslisten foreslog endda i år, at vi skulle lukke alle de springvand, vi allerede har. Men med kombinationen af leg og vand, så lykkedes det at få endnu et springvand sat i gang med et bredt politisk flertal – uden LA af gode grunde, for de var slet ikke repræsenteret i kommunalbestyrelsen dengang.

Se det var den sande historie – som desværre ikke passer så godt ind i miljøministerens socialistiske fordomme.

Frederiksberg bliver grønnere og grønnere

Frederiksberg Kommune bliver fortsat mere og mere klimavenlig. Vi har endda overgået vores mål som klimakommune. Det viser Frederiksbergs grønne regnskab.

I kommunen reducerede vi sidste år energiforbruget med 4,6 procent, og i alt er kommunens CO2-udledning mindsket med 15,1 procent de seneste fem år, hvilket er rigtig flot: Målet som klimakommune var at nedbringe udledningen med mindst 10 procent fra 2007 til 2012. Vi har nedbragt det med 15.

Det flotte resultatet skyldes primært, at vi har fået nedbragt vores energiforbrug i kommunen som virksomhed, samtidig med, at vi i kommunen har valgt at købe 10 procent af vores el-forbrug som CO2-neutral strøm. Som formand for By- og Miljøudvalget, synes jeg især det er positivt, at det fine resultat for kommunen skyldes et lavere forbrug af energi i vores bygninger. Vi har meget høje mål for vores indsats for klimaet og for miljøet som helhed, og det grønne regnskab viser, vi er på rette vej.

Med de store investeringer i energirenovering af vores bygninger, der er planlagt, kan vi se frem til at få et endnu lavere energiforbrug fremover. I januar indgik Frederiksberg Kommune en ny klimaaftale, hvor målet for den årlige CO2-reduktion hæves til tre procent – hvilket vi ser ud til at kunne opnå med vores fortsatte fokus på nedbringelse af energiniveauet.

Frederiksbergs fremtid

Sidste år spurgte jeg Socialistisk Folkeparti, om vi snart så noget til de 126 millioner kr., som partiet med Rådmand Balder Mørk Andersen i spidsen lovede os før folketingsvalget – hvis bare vi fik en ny regering. Jeg spurgte – men fik intet svar.

Derfor vil jeg gentage mit spørgsmål i år. Hvor er pengene? Vi fik en ny regering – men ingen penge. Ikke sidste år – heller ikke i år. Får vi dem nogensinde, eller var det hele bare snak og tomme løfter? Føler rådmand Balder Mørk Andersen et ansvar over for de vælgere, som var så naive, at de troede på hans løfter om både guld og grønne skove – selv på toppen af Bispeengbuen? Jeg giver ikke op, og jeg finder det decideret pinligt, at SF som en anden struds bare stikker hovedet i jorden og håber, at vælgerne glemmer. Det kommer ikke til at ske – for som Liva Weel sang: ”Glemmer du – så husker jeg det ord for ord.”

I Venstre mener vi, at man skal svare, når man får stillet et spørgsmål, men sådan er vi så forskellige. Der er mange andre forskelle på SF og Venstre. En af dem er, at SF siger, at man vil tilføre en masse penge til kommunerne – men når de så får magten, så sker der ingenting. I det hele taget siger SF en masse – de vil have lavere priser i bus og metro og en betalingsring – og når de så sidder på ministerposten og rent faktisk har muligheden for at indfri de mange løfter, så sker der ingenting. Ærgerligt med busbilletterne – dejligt med betalingsringen.

I Venstre er vi mere forsigtige. Vi går ikke ud og lover, at verdens største offentlige sektor skal vokse sig endnu større. Vi forholder os til virkeligheden og erkender, at det er der ikke mulighed for. Til gengæld siger vi, at den offentlige sektor skal køre længere på literen, og her på Frederiksberg dokumenterer vi, at det kan lade sig gøre – uden at servicen bliver dårligere. Vores borgerundersøgelse viste med ganske få undtagelser, at servicen tværtimod er blevet bedre. Flere og flere bliver mere og mere tilfredse. Det er sket samtidig med, at vi har effektiviseret. Selv tilfredsheden med politikerne er stigende – måske fordi vi ikke lover mere, end vi kan holde.

I Venstre lover vi ikke at sætte skatten ned, men vi lover at arbejde for en økonomi, der gør det muligt at sætte skatten ned. Det er lykkedes. En lang og sej indsats har nu båret frugt. Jeg kan ikke huske, at vi tidligere har stået med et budget, hvor der er overskud i alle fire budgetår, men det er virkeligheden i år. Vi står til at få en kassebeholdning på mere end 800 millioner kr. om fire år, og hvis jeg var Joakim von And, så ville jeg hæve pengene og fylde dem i den nye svømmehal på Bernhard Bangs Allé. Det er jeg imidlertid ikke – så jeg foreslår, at vi lader være med at opkræve flere penge i skat, end vi har tænkt os at bruge. Det burde egentlig ikke være noget kontroversielt budskab, men mon ikke vi kan få lidt debat om emnet alligevel.

Vores kommuneskat er i forvejen Danmarks tredjelaveste, og selvfølgelig vil vi blive stolte i Venstre, hvis det lykkes at få Danmarks laveste kommuneskat.

Der er imidlertid en skat, som ikke rammer alle lige hårdt, og som vokser og vokser. Ikke fordi vi har besluttet at sætte skatten op, men fordi skatten beregnes ud fra størrelsen af folks haver og nogle mere eller mindre fiktive beregninger af værdien af disse haver. Så selv om vi holder den såkaldte grundskyldspromille i ro, så oplever boligejere, at deres boligskat vokser eksplosivt. Helt op til 100.000 kr. om året kan man som parcelhusejer på Frederiksberg se frem til at skulle betale. Det svarer til en fordobling, og det holder simpelthen ikke.

Derfor er vi nødt til at gøre noget. Venstre foreslår, at vi sænker grundskyldspromillen. Vi har godt nok set nogle beregninger, som De Konservative har bedt om at få lavet, der viser, at de allerrigeste boligejere vil få flere penge ud af en skattenedsættelse, men vi bekymrer os ikke kun om de rigeste boligejere – de skal såmænd nok klare den. Vi bekymrer os for helt almindelige familier, der har købt, før huspriserne eksploderede. Vi bekymrer os for pensionister, der kan se deres pension forsvinde som dug for solen. Vi bekymrer os for de familier, der købte mens huspriserne toppede, og som nu kan se, at huspriserne vil stå stille eller ligefrem falde på grund af de stigende boligskatter.

Frederiksberg ligger over landsgennemsnittet på grundskyldspromillen, og da både Liberal Alliance, De Konservative og Venstre offentligt har tilkendegivet, at grundskylden er et problem, så er der et komfortabelt flertal for at sætte promillen ned.

Venstre vil også gerne sænke dækningsafgiften på erhvervsejendomme. Som Frederiksberg Handels- og Erhvervsforening gør os opmærksom på, så vil en afskaffelse – eller en begrænsning – af denne særlige skat på erhvervsejendomme være med til at sætte gang i hjulene og skaffe lokale arbejdspladser. Vækst og arbejdspladser er ikke kun en dagsorden for politikerne på Christiansborg – vi har også lokalt et ansvar for at sætte gang i væksten igen og få Danmark gennem krisen.

Vi kan gøre meget andet for at støtte den private sektor – vi kan blandt andet sikre, at kommunen sender alt i udbud – inden for lovens rammer selvfølgelig. Ved budgetdebatten sidste år gjorde jeg stilfærdigt opmærksom på, at det socialdemokratiske styre i København er bedre til at sende opgaver i udbud, end vi er på Frederiksberg. Egentlig havde jeg håbet, at det ville sende chokbølger gennem forvaltningen og borgmesterkontoret, så der kom turbo på konkurrenceudsættelsen, men sådan er det desværre ikke gået. Vi når ikke at konkurrence-udsætte så mange opgaver, som vi aftalte i sidste års budget. Det er ganske enkelt ikke tilfredsstillende. Aftaler skal holdes, og vi kunne have sparet skattekroner, som vi kunne have brugt enten på at sætte skatten ned eller på at ansætte skolelærere eller sosu-assistenter. Dansk Industri har beregnet, at vi kunne spare 60 millioner kr. årligt, hvis vi blev lige så gode til at konkurrenceudsætte som de 10 bedste kommuner. Det er ganske mange penge, og en konkurrenceudsættelse betyder ikke serviceforringelser. Det betyder, at vi får den samme opgave løst for færre penge. Det kan godt være, at kommunens egne folk vinder opgaven – det har vi det fint med i Venstre. Det vigtigste er, at opgaverne løses til den rigtige pris.

Vi kan også sikre fremtidens vækst ved at sikre, at vores børn og unge får en god og en tidssvarende uddannelse med lærere, der ved mere om IT end eleverne. Vi skal gøre eleverne klar til fremtidens konkurrence med kineserne. Da Folketinget drøftede et nyt folkeskoleforlig, var det derfor en ret underlig oplevelse, at De Konservative var mere optaget af at sikre, at børn fik tidligt fri, så de kunne komme til ridning efter skole, frem for at sikre flere timer og højere faglighed. Blandt de lokale konservative var meningerne delte – jeg håber, at vi kan blive enige om at sætte folkeskoleforliget i funktion på Frederiksberg så hurtigt som overhovedet muligt på trods af uenighederne i den konservative gruppe.

Venstre håber også meget, at vi kan give mere valgfrihed i forhold til valg af skole – også på tværs af kommunegrænsen. Det er politik – men det er også økonomi. Vi kan faktisk tjene penge på at sælge de tomme pladser i klasselokalerne til vores naboer – penge som vi kunne bruge på at gøre skolen endnu bedre. Vi skal have daginstitutioner, som har åbent, når forældrene er på arbejde. Lukkedage kan være på sin plads ved jul og nytår, men ikke på helt almindelige arbejdsdage. Det er også vigtigt, at vi har institutioner, der åbner tidligt – og andre der lukker sent. Det er ikke alle, der møder kl. 8 og får fri kl. 15 – de skal også have et tilbud om pasning til deres børn.

Sidste år talte jeg om, at Venstre ønsker en mere levende by. Det har vi fået – og måske lidt mere levende end mange naboer ønskede sig. Vi skal finde balancen, men overordnet er det glædeligt, at der sker mere på Frederiksberg, hvad enten vi taler om idræt eller musik. Selv Cirkus er der blevet plads til. Vi kunne godt bruge et spillested på Frederiksberg, men jeg var nu ikke imponeret af forslaget om at indrette det gamle vandtårn ved Fasanvej til spillested. Det er alt for småt og alt for dyrt – en rigtig sommeragurk. Kultur handler måske ikke direkte om vækst og arbejdspladser – men indirekte gør det. En spændende by med kulturelle tilbud tiltrækker arbejdskraft. Den amerikanske professor Richard Florida – som har op-fundet begrebet den kreative klasse – har påvist, at kultur skaber vækst, så vi må ikke bare se kulturtilbud som en udgift.

Vi skal have flere private arbejdspladser i Danmark – også på Frederiksberg. Forhåbentlig har de fleste fanget, at det har været den blå tråd gennem hele mit indlæg. Det kan vi også sikre gennem Jobcenteret – som burde aflønnes efter, hvor succesfulde de er med at skaffe folk i arbejde.

Men en god infrastruktur er endnu vigtigere. Jobcenteret kan jo ikke skabe nye arbejdspladser – det kan en god infrastruktur. Bogotas borgmester har sagt, at et udviklet land ikke er kendetegnet ved, at de fattige har biler, men at de rige bruger offentlig transport. Hele forudsætningen for store byer med vækst og arbejdspladser er et udviklet offentligt transportsystem. Kunne New York fungere uden sin metro? Næppe. Der er stadig et stykke vej, inden metroen i København og på Frederiksberg er lige så fintmasket som metroen i New York, men vi er på vej. Det kræver offentlige anlægsinvesteringer, men det kræver også politikere med is i maven.

Det har virkelig ærgret mig, at vores lokale socialdemokrater og SF’ere ikke har forsvaret de beslutninger om metroen, som vi har truffet i fællesskab, men i stedet har valgt at solidarisere sig med enkelte naboer, som – forståeligt nok – er kede af udsigten til larm om aftenen. Man glemmer bare, at vi med vores beslutning om at tillade mere larm samtidig før pinen kort. En undersøgelse, som P4 København offentliggjorde i morges, viser, at 7 ud af 10 naboer til metrobyggeriet ved Sortedamssøen foretrækker døgnarbejde frem for en længere byggeperiode – og på Frederiksberg taler vi ikke engang døgnarbejde. Selv blandt naboerne er der flertal for, at Metroen skal gøres færdig så hurtigt som muligt. Det bestyrker mig i troen på, at vi er på rette vej.

Frederiksbergs Fremtid afhænger af det budget, som vi drøfter her i aften. Men det afhænger også af politikere, som har modet til at gennemføre de forandringer, som er nødvendige. Og af dygtige og engagerede medarbejdere. Det sidste har vi – det første har vi desværre kun delvist.

(Tale ved førstebehandlingen af Frederiksberg Kommunes budget for 2014)

Bliv hjemme

S og SF vil som bekendt have, at vi fra Frederiksberg og København bliver, hvor vi er. Bare et lille smut til Vanløse, så kommer det til at koste 50 kr. at komme ud og hjem igen, hvis rød blok vinder valget og gennemfører deres betalingsring. 11.000 kr. vil det koste at passe sit arbejde – hvis det altså ligger på den anden side af betalingsringen, og man ikke er lige så heldig som Helle Thorning Schmidt, der både bor og arbejder inden for ringen og derfor fortsat kan køre i sin tysk-leasede skattefidus bil til og fra arbejde kvit og frit.

Men nu er det også kommet frem, at danskerne skal blive i Danmark, hvis det står til S og SF. Hvis man vælger at tage til udlandet for at arbejde i længere tid, så skal man betale op til 170.000 kr. tilbage som betaling for den uddannelse, man har fået.

Det kaldes uddannelsespant, og det er forsøgt før i verdenshistorien – nemlig i Nicolae Ceausescus kommunistiske Rumænien i 70’erne, dog uden større held.

Hvis begge forslag gennemføres, så skal man imidlertid ikke græde sig i søvn, hvis man er en ung dansker med mod på at deltage i den globale verdensøkonomi. Hvis man bare bliver væk i mindst 16 år, så har man sparet nok penge sammen på ikke at skulle krydse betalingsringen til, at man kan betale sin uddannelsespant tilbage.

Eller også må man blive hjemme. Det har de vist ingen planer om at beskatte i den røde blok – endnu.

Dette indlæg blev bragt i Lokalavisen Frederiksberg, torsdag den 8. september 2011

SFs kommunale fyringer er en underskudsforretning

SF vil fyre 4.000 offentligt ansatte i den kommunale administration – men bare rolig. I samme sekund vil folkesocialisterne bruge de sparede lønkroner på at ansætte 7.000 andre inden for ældrepleje, daginstitutioner og folkeskolen.

Verdens største offentlige sektor bliver endnu større med forslaget , som netto fører til 3.000 flere offentligt ansatte, ligesom forslaget ikke bidrager med en krone til den offentlige økonomi. Tværtimod – for SF mener, at det område, der først og fremmest skal holde for, er kommunernes udbuds- og indkøbsafdelinger. Villy Søvndal vil nemlig afskaffe kravet om, at 25 % af kommunernes opgaver skal konkurrenceudsættes. Overflødigt bureaukrati kalder han det, og så nævner han ellers kun afskaffelse af kontanthjælpsloftet og 450 timers reglen som eksempler på, hvor han vil gøre det lettere for kommunerne, så man kan undvære nogle embedsmænd.

Til Villy Søvndals orientering kan jeg oplyse, at der langt fra er 4.000 medarbejdere i kommunerne, der beskæftiger sig med udbud. Tallet svarer til 40 pr. kommune i snit. Jeg har undersøgt tallene nærmere for Frederiksberg. Her svarer det til ca. 70 medarbejdere. Der er imidlertid kun 7-8 medarbejdere, der arbejder med udbud, så Villy Søvndal har kun peget på 10 % af de medarbejdere, han vil fyre. Hvis de medarbejdere holder op, så holder kommunen samtidigt op med at sende noget som helst i udbud. Villys forslag om at ophæve kravet om 25 % udbud afløses således de facto af et krav om 0 % udbud, for ellers kan man jo ikke fyre medarbejderne i administrationen.

Nu bliver Søvndals forslag for alvor tragikomisk, for han har i sin visdom peget på lige præcis den medarbejdergruppe, som sammen med parkeringsvagterne tjener deres egen løn hjem mange gange. Bare på Frederiksberg vil den udbudsplan, som kommunen lige har vedtaget, medføre besparelser på 150 millioner kr. over fire år. Og så har jeg slet ikke nævnt de besparelser, som allerede er  indhentet gennem mange års udbud, hvor man som regel sparer omkring 20 % pr. udbud, hvad enten der er tale om rengøring eller bleer.

Facit for Frederiksberg  vil være et minus på 150 millioner kr. på fire år, og tallet vil vokse i takt med, at de nuværende udbudsaftaler udløber, for der  vil ikke have nogen medarbejdere til at udarbejde nye udbud.

Så har jeg slet ikke nævnt den detalje, at det i en række tilfælde er påbudt at sende opgaver i udbud – ofte som følge af regulering, der er fælles for EU. Det kan formentlig godt lade sig gøre at reducere antallet af ansatte i den kommunale administration. En ting er dog sikkert – det vil være en klar underskudsforretning, hvis det bliver udbuds- og indkøbsafdelingen, der skal holde for.

Mere metro – også på Frederiksberg

Københavns Kommune vil gerne have mere metro – det vil vi også på Frederiksberg. Jeg har en vision om, at borgerne på Frederiksberg aldrig skal have længere end 800 meter til nærmeste metrostation, for metroen er det bedste bud på fremtidens transportmiddel. Bilisterne skal ikke have pisk, men gulerod, og metroen har bevist, at det kan lade sig gøre at lokke bilisterne over i den kollektive trafik.

Københavns visionære planer om tre nye metrolinier – M4, M6 og M7 – er derfor det helt rigtige, selvom jeg ikke forstår, hvorfor det skal tage op til 50 år at få togene på skinner.

Der mangler imidlertid noget i de københavnske politikeres visioner – nemlig Frederiksberg. De nye linier går behændigt uden om Frederiksberg, selv om det ville være oplagt at dække resten af kommunen – det kunne passende ske med en linie M5, som af en eller anden grund ikke er med i Københavns forslag.

Københavnerne glemmer også en anden ting, nemlig finansieringen. Vi skal have staten på banen – det kan ikke være rigtigt, at de statslige trafikinvesteringer ikke også skal komme hele Danmarks hovedstad til gode, og at vi skal betale hele metroen selv.

Dette blogindlæg har også været bragt i Berlingske Tidende

Biler der kører i ring

Venstrefløjens vilde visioner om en betalingsring rundt om Københavns Kommune er spændende. Lidt for spændende, når man er fra Frederiksberg, for som bekendt ligger vores lille kommune som en grøn ø i det røde hav – omringet til alle sider af Københavns Kommune.

Bilister fra Frederiksberg vil ganske enkelt ikke kunne komme ud af kommunen, hvis københavnerne indfører en betalingsring. I stedet må man køre rundt i ring på Frederiksberg – og det er jo fint nok, med mindre man har et ærinde uden for Frederiksberg. Det har en del mennesker minimum to gange dagligt, da de arbejder uden for kommunen, men det kan de jo bare lade være med – eller hvad?

I stedet for at brokke os kunne vi vælge at træde i karakter og grave en tunnel under København, så vores borgere kan slippe for betalingsringen – eller vi kunne etablere en luftbro, ligesom i de gode gamle dage i Vest Berlin, hvor man på samme måde som os var omringet af et styre af en anden politisk observans. Her kaldte man det ikke en betalingsring, men en Berlinmur, og sammenligningen er selvfølgelig helt ude af proportioner, men tanken om ikke at kunne komme ud af sin by uden at skulle betale bilskat sætter unægteligt tanker i gang – forhåbentlig også hos vælgerne.

Bragt i Lokalavisen Frederiksbergs satiriske spalte – Sat på Spidsen

Frederiksberg i Folketinget

Blandt Folketingets 179 medlemmer er der ikke en eneste, der bor på Frederiksberg og som samtidig er opstillet på Frederiksberg. Det skal der laves om på, for det er vigtigt, at Danmarks syvendestørste kommune har en stemme i Folketinget.

Frederiksberg er en kommune, som har vist, at det rent faktisk kan lade sig gøre at drive en kommune, hvor skatten er lav og servicen høj. Frederiksberg ligger omringet af København – som vi af samme grund kalder vores omegnskommune. Det er også derfor, Frederiksberg kaldes for smørklatten i den socialistiske grød eller den grønne ø i det røde hav. Det er der folketingspolitikere, som synes er underligt. De forstår ikke, hvorfor Frederiksberg ikke bare bliver lagt ind under København.

Jeg har det lige modsat. Hvis Københavns Kommune blev splittet op i kommuner af Frederiksberg størrelse, så vil jeg ikke afvise, at de kunne klare sig lige så godt som vi gør her på Frederiksberg. Hvis de valgte nogle fornuftige politikere naturligvis. Jeg kæmper for Frederiksbergs selvstændighed – hvem andre gør det i folketinget? Som kommunalpolitiker gennem 14 år vil jeg kæmpe for, at politikerne på Christiansborg ikke blander sig i stort og småt i kommunerne.

Jeg vil dele ud af mine erfaringer fra ledelsen af Frederiksberg og forhåbentlig inspirere andre kommuner – men kommunerne skal have frihed til at gøre tingene på deres egen måde. Ved forrige kommunalvalg kørte jeg en valgkamp under sloganet “Mit hjerte banker for Frederiksberg”. Det mener jeg – men jeg holder rigtig meget af hele København. Jeg er født og opvokset i København – og kunne ikke forestille mig at bo andre steder i Danmark.