Kan Helle Thorning se arbejderne i øjnene?

Mens disse linjer skrives, er det 1. maj – arbejdernes internationale kampdag. Dagen, hvor Socialdemokraterne traditionelt høster frugterne af partiets rødder blandt arbejderne, som i fællesskab fejrer de socialistiske værdier i Fælledparken. Men hvad har Helle Thorning og resten af den røde regering egentlig at fejre i år? Hvilke sejre har regeringen vundet for det arbejdende folk?

Hvis en dansk arbejderfamilie bruger kampdagen på at gøre status over det første halvår med en rød regering, så ser det skidt ud. For uanset, hvad Helle Thorning fortæller sine fremmødte forbundsfæller i Fælledparken, så er sandheden, at hun har vendt arbejderne ryggen. Skatteministeriets beregninger viser, at den røde regering indtil videre har kostet en almindelig LO-familie en ekstra regning på 3.400 årligt – fordi regeringen har gjort det dyrere at være en arbejdende dansker.

Det fortæller hun næppe. Hun glemmer nok også at prale med, at den røde regering med finansloven for 2012 har indført skatter og afgifter for 5 mia. kroner på slik, tobak, sodavand, is, sukker og ikke mindst Nox afgiften – for ikke at tale om reklameafgift, som vil fordyre helt almindelige dagligvarer. Jeg tvivler også på, at statsministeren benytter 1. maj til at fortælle, at hun har skærpet pensionsbeskatningen og lagt skat på arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.

Hun vil helt sikkert ikke fortælle dem, at hun ikke har tillid til deres egen dømmekraft. At de afgifter, som regeringen har indført og som kommer til at koste en almindelig LO-familie 3.400 kr. om året, er forklædte forbud, som skal adfærdsregulere forbrugerne, sådan at en almindelig LO-familie dårligt har råd til at gøre det, som Helle og den røde regering ikke vil have, at de gør. 

Mange arbejdere troede, at en Socialdemokratisk regering ville gavne dem. De bed på krogen og troede på de mange valgløfter. I dag flygter arbejderne fra Socialdemokraterne til Venstre, for de ved nu, at det ikke er Helle, der sikrer nye arbejdspladser. Det er ikke Helle, der går op i, at det skal kunne betale sig at gå på arbejde. Hun siger et, men gør noget andet.

Statsministeren burde benytte arbejdernes internationale kampdag til at give arbejderne en undskyldning. En undskyldning for, at hun modarbejder arbejderne – at hun har svigtet sine rødder.