Storbyens stemme er ikke tavs

Balder Mørk fra Socialistisk Folkeparti undrer sig i et indlæg i Lokalavisen Frederiksberg over, at jeg ifølge ham har været ” tavs” oven på beslutningen om, at flytte statslige arbejdspladser ud af hovedstaden, når jeg har slået mig selv op på at være storbyens stemme i Venstre. Jeg er glad for, at Balder bemærkede min valgkamp, men ellers er der ikke så meget, jeg vil rose ham for i anledning af hans læserbrev.

For jeg har bestemt ikke forholdt mig tavs i Venstres gruppeværelse. Jeg har gjort klart og tydeligt opmærksom på, at flytningerne skal være fagligt funderede, og at der skal være en rimelig indkøringsfase af hensyn til de ansatte.

Jeg kan sagtens forstå, at det giver dybe frustrationer og usikkerhed for mange af de næsten 4.000 statsansatte, som får deres tilværelse rykket op med rode. Er der job til ægtefællen? Hvad med børnenes skole? Det er en stor beslutning, om man skal sige ja og flytte til provinsen – eller sige nej og blive i storbyen – hvis man kan finde andet arbejde. Det handler jo ikke om, hvorvidt man kan få sushi, speltboller og café latte i provinsen, sådan som det spydigt er blevet fremstillet.

(Det kan man i øvrigt godt).

Jeg er ikke bekymret for hovedstaden, for vi kan sagtens klare os med ti pct. færre statslige arbejdspladser – hovedstaden er nemlig et område i vækst. De 4.000 statslige arbejdspladser vil inden længe være erstattet af mindst lige så mange private arbejdspladser.

Sådan er det desværre ikke i hele Danmark. Derfor har eksempelvis de 395 arbejdspladser i Udlændingestyrelsen langt større positiv betydning for Næstved, end de har negativ betydning for Østerbro, hvor de flytter fra.

Hvis man læser andet end Politiken og for eksempel kaster sig over avisen Sjællandske, får man også et mere nuanceret billede af de ansattes holdning til udflytningen.

Iflg. Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, så ” er der selvfølgelig nogle, der føler sig bekymrede og overrumplede, men de fleste er meget positive.” Eksempelvis er der flere af medarbejderne, der i forvejen bor i Næstved.

Jeg kan ikke svare for SF, men Venstre ønsker et Danmark i balance. Det kræver en håndsrækning til provinsen, og det kan vi godt give, uden at storbyen tager større skade af det. Man kunne også kalde begrebet solidaritet – det begreb må Balder Mørk næsten have hørt om.

Jeg må derfor ærligt tilstå, at jeg ikke nærer den samme pessimisme for storbyens fremtid som vores lokale SFer. Jeg tror ikke på, at Københavns vækstmotor bliver stoppet af, at 3.900 statslige arbejdspladser flytter væk. Jeg tror ikke på, at hovedstadens fremtid står og falder med denne beslutning. Så hvis Balder Mørk mener, at jeg er tavs, fordi jeg ikke aktivt har kæmpet mod beslutningen, så må jeg skuffe ham. Jeg er tilhænger af beslutningen – og de problemer der unægteligt er forbundet med beslutningen føler jeg ikke trang til at tale op. Ja, det er hårdt og svært for mange. Men det skal nok gå – både for medarbejderne, for København og for Frederiksberg. Bare fordi man hedder ” Mørk” til mellemnavn, kan man godt se lyst på fremtiden.