Problemerne med den voldsomme grundskyld skal løses

Når jeg sidder på Frederiksberg Rådhus og beklager mig over de vanvittige stigninger i grundskylden, får jeg at vide, at problemet skal løses på Christiansborg. Når jeg sidder på Christiansborg og brokker mig over det samme, så skal problemet løses ude i kommunerne.

Jeg er medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse – og af Folketinget. Så hvad jeg skal sige til den vælger, der beklager sig over de stigende grundskyldsbetalinger? Jeg kan ikke spille Sorteper videre – for Sorteper havner hos mig selv.

Problemet med den stigende grundskyld er stort i flere kommuner – men størst på Frederiksberg. Og der er rigtig mange kommuner, hvor det slet ikke er et problem. I de grundskyldsplagede kommuner er det et problem for alle – hvad enten de ejer eller lejer – og hvad enten de bor i hus eller lejlighed – men problemet er størst for villaejerne.

Dem, der betaler allermest i grundskyld, er altså villaejerne på Frederiksberg. Et lille mindretal i en lille kommune. Det gør ikke debatten lettere, for dem med hus på Frederiksberg er som bekendt overbetalte direktører og departementschefer, der vælter sig i rødvin og store bøffer, og hvis de skal slippe billigere i skat, så skal pengene jo tages fra fattige fiskere i Nordjylland. Og hvis man vil gøre noget ved problemet lokalt, så skal pengene tages fra de syge og de svage – ikke sandt?

Virkeligheden er langt mere nuanceret, men nuancer har det svært i politik.

De Konservative forsøger at få Venstre til at fremstå som et parti, der svigter boligejerne, og jeg har svaret tilbage, at det kan de selv være. De har ikke kun svigtet på Frederiksberg – en konservativ højborg – men også i Viborg, der indtil for nylig havde partiformanden som borgmester. Og flere andre kommuner. Imidlertid giver det ikke mening at slås om skylden, for som bekendt er det ikke os, der sidder i regering, og så længe farven på regeringen er rød, bliver der ikke ændret ved grundskylden på landsplan. Sønderjylland har nemlig sin helt egen skatteminister, der har skrevet følgende i Politiken: ”Nu bor jeg jo i Sønderjylland, og derfor har jeg måske et lidt andet syn på sagen, end dem, der kun fokuserer på Frederiksberg, København og omegn.”

Det er forståeligt nok, at grundskyldsdebatten ikke fylder meget i Benny Engelbrechts sønderjyske baghave. Et typisk hus på de kanter kan fås for 2 millioner. Det samme hus ville koste 6 millioner, hvis det lå på Frederiksberg. Men Bennys bysbørn slipper med 4.000 kr. om året i grundskyld. På Frederiksberg lyder regningen på over 50.000 kr. – og den stiger til over 100.000 kr. Man skal altså betale 25 gange mere for et hus, der ”kun” koster 3 gange mere. Er det rimeligt?

Skal man bo på Frederiksberg, i København eller Nordsjælland for at kunne se problemet? Det kunne man frygte, og derfor undersøgte jeg sagen. Jeg fik Epinion til at stille følgende spørgsmål:

”En grundejer på Frederiksberg kommer snart til at skulle betale ca. 100.000 kr. årligt i grundskyld. I Thisted stiger beløbet til ca. 3.900 kr. Hvor enig er du i følgende udsagn. ”Forskellen i grundskyld mellem de to kommuner er urimelig”?  

Hele 26 % svarede meget enig og 21 % var enige. 12 % var uenige og kun 8 % meget uenige. (Resten svarede ved ikke og hverken eller.) Altså 47 % mod 20 %. Det er ret markant.

Endnu mere markant blev det, da jeg spurgte, om ”Folketinget bør begrænse stigningerne i grundskylden?”

Her svarede 27 % meget enig og 36 % enig. 6 % var uenige og kun 3 % meget uenige. 63 % vil altså have Folketinget til at bremse grundskylden – kun 9 % er imod, hvilket er nogenlunde det samme antal, som siger, at de vil stemme på Enhedslisten. (Resten fordeles mellem ved ikke og hverken eller.)

Hvad har Folketinget med grundskylden at gøre? Det er jo kommunerne, der fastsætter grundskyldspromillen, og på papiret er det kommunerne, der får provenuet. I realiteten er det imidlertid staten, der får glæde af øget boligskattebetaling som følge af de stigende vurderinger. Når kommunernes provenu af grundskyld stiger, så neutraliserer staten nemlig merindtægterne i kommunerne ved at sænke statens tilskud til kommunerne tilsvarende.

Det er ingen undskyldning for kommunerne til ingenting at gøre, men jeg er enig i, at staten bør medvirke til en løsning – for det er staten, der tjener pengene.

Er det kun staten, der tjener penge som følge af de stigende vurderinger? Nej – der er naturligvis også husejere, der tjener penge, når de sælger deres hus. Høje huspriser giver høj grundskyld – men kan også give høj indtjening, når huset skal sælges. Er det så ikke rimeligt, at der skal betales en høj skat?

Argumentet er kun delvist korrekt. Høje huspriser giver nemlig også høj risiko for at tabe mange penge, når huset sælges. Priserne faldt voldsomt efter 2008, og det kan ske igen. Samtidig er det ikke logisk, at det kun er husejere i ganske få kommuner, der beskattes så voldsomt af deres gevinst. Hvis et hus til 6 millioner kr. på Frederiksberg bliver 5 % mere værd på et år, så beskattes gevinsten med 33 %. Hvis det samme sker for et hus til 2 millioner kr. i Sønderjylland, så beskattes gevinsten kun med 4 %.

Helt absurd bliver det imidlertid, når man sammenligner ejerlejligheder med huse. Vurderingen af grunde med villaer er sat alt for højt i forhold til grunde med etageejendomme. En grund med et hus på 6 etager med en bebyggelsesprocent på 300 er selvfølgelig mange gange mere værd end en grund, hvor der ligger et enkelt parcelhus med en bebyggelsesprocenten på 30. Skal vi gætte på noget i retning af 10 gange så meget?
Denne absurditet fører eksempelvis til, at en enlig mor i et hus på 64 kvadratmeter i Brønshøj til 1,9 millioner kroner skal betale over 30.000 kr. i grundskyld. Til sammenligning er regningen under 10.000 kr. for en herskabslejlighed på Østerbro, ejet af en tidligere B&O-direktør. Lejligheden er tre gange så stor og tre gange så meget værd som huset i Brønshøj, men der skal kun betales 1/3 så meget i grundskyld.

Et andet argument for den høje grundskyld er, at har man råd til et dyrt hus, så tjener man mange penge, og så er det vel rimeligt, at man betaler meget i skat. Jeg har endda hørt nogen sige, at borgerne i hovedstaden tjener flere penge end sønderjyderne, og derfor har de råd til at betale en høj grundskyld. (Og det var ikke en fra Enhedslisten, der sagde det.) Hvad skal man sige? Hvis man tjener mange penge, så betaler jo også mange penge i indkomstskat – er det ikke nok? I øvrigt bliver man jo ikke rigere af at have en lille have i Brønshøj end en stor herskabslejlighed på Østerbro. Og husk, at de færreste har købt deres hus kontant. Pengene er lånt – så i realiteten betaler man skat af et lån – oven i renterne.

Jeg tør ikke love andet, end at jeg vil kæmpe videre mod urimelighederne – både på Frederiksberg Rådhus og på Christiansborg. Jeg er ikke så vild med De Konservatives forslag om at fastfryse grundskylden, for det er unødvendigt dyrt – og det ændrer ikke ved skævhederne i systemet, nemlig forskelsbehandlingen mellem villaer og lejligheder – mellem Hovedstaden og provinsen.

Her og nu kunne man i stedet forestille sig en model, hvor stat og kommune deler regningen, hvis kommunen sænker grundskyldspromillen. Det halverer prisen for De Konservatives forslag.  Men da alle de kommuner, hvor grundskylden ikke er et problem, næppe ville bruge penge på at sænke promillen, så ville mindreindtægten blive langt mindre. Som sidegevinst opnår vi, at kommunerne ikke løber fra deres del af ansvaret.  

På længere sigt bør ejendomsværdiskatten og grundskylden slås sammen til én skat. Det er en kunstig sondring og i praksis lige så vanskelig som at skille det kolde vand fra det varme, når det først er blandet sammen. Det ville give en rimelig fordeling, så et hus og en lejlighed til samme pris, skal betale det samme. Og to huse til samme pris skal betale det samme, selv om de ligger i to forskellige kommuner – hvis kommunerne har samme grundskyldspromille.

Så lad os løse problemet sammen – stat og kommune – i stedet for at spille Sorteper om regningen.