Pressen skal respektere privatlivets fred

Jeg har for nylig sammen med min gode kollega Preben Bang Henriksen fremsat et beslutningsforslag om at skærpe indsatsen mod medier, der uretmæssigt krænker privatlivets fred eller bringer urigtige historier. Det kan chefredaktør Peter Orry ikke se meningen med, for der er jo ryddet op efter Se og Hør skandalen, som han skriver. I sin leder buldrer han med absurde påstande om, at vi er godt i gang med at diskvalificere os selv som politikere, når vi ”angriber de grundpiller vores samfund bygger på”. Ja – han svinger sig op til at påstå, at vores forslag er i strid med grundloven.

Grundpillerne skal jeg nok vende tilbage til. I første omgang bider jeg mærke i, hvordan chefredaktøren mener, at der er ”ryddet op efter skandalen”. Det er vi ikke enige i. Se og Hør sagen var slem – men er desværre ingen enlig svale.

Vi har foretaget en gennemgang af retspraksis, som dokumenterer, at erstatningerne til sladderpressens ofre er til grin. Og vi har foretaget en gennemgang af samtlige udgaver af Se og Hør i en firemåneders periode – efter den såkaldte oprydning. En gennemgang, der sandsynliggør, at Se & Hør fortsætter med at bringe historier, der overtræder straffelovens bestemmelser om privatlivets fred.

Nu har hverken Preben Bang Henriksen eller jeg ganske vist gået på journalisthøjskole – ligesom chefredaktøren. Vi er blot simple advokater med tilsammen 55 års erfaring som jurister – men til trods for, at vi naturligvis ikke kan matche chefredaktørens juridiske indsigt, så har vi ved at ”bladre lidt i Se og Hør og Ugeskrift for Retsvæsen” (som chefredaktøren nedladende omtaler det), fundet frem til, at man som offer for pressens overtrædelser af straffeloven er stillet urimeligt dårligt.

Vi påstår, at mange historier, som enten er ærekrænkende, urigtige eller krænker privatlivets fred ikke bliver bragt for hverken Pressenævnet eller domstolene, fordi sagsomkostningerne overstiger godtgørelsen til offeret. Det kan altså ikke betale sig som offer at gå til domstolene og ens offentlige ry må lide derefter.

Der er altså 1) fortsatte krænkelser af privatlivets fred, og man 2) mister penge ved at stille medierne til regnskab for dette. Se&Hør fortsætter, og ofrene taber penge på at kræve retfærdighed. Alligevel mener Orry, at der er ”ryddet op”. Det er vi uenige i, og vi foreslår derfor at tredoble straffen til medierne og tredoble erstatningen til ofrene.

Hvis man så alligevel går til domstolene, så kan man forvente, at ens privatliv bliver krænket igen – og i endnu større omfang i forbindelse med mediernes omtale af sagen. De pæne medier får en god undskyldning for at gengive ugebladenes sladder. Vi foreslår derfor også, at retssager om privatlivskrænkelse som udgangspunkt skal være for lukkede døre/og eller med navneforbud.

Det forslag er iflg. chefredaktøren i strid med Grundlovens § 65. Hvis han virkelig har ret, så må vi da hellere få fjernet retsplejelovens paragraffer med numrene 29, 29a, 29b, 29c, 29d, 29e, 30, 30a, 30b, 31, 31a, 31b, 32, 32a og 32b. De handler nemlig alle sammen om, at retten kan lukke dørene og nedlægge navneforbud, eksempelvis når ”sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse”. Fremover må vi hellere få juristerne i Justitsministeriet til at kontakte chefredaktøren på Jydske Vestkysten, så han kan kontrollere, at grundloven ikke overtrædes, for hvis han virkelig har ret i sin påstand, så er det godt nok sket mange gange.

Chefredaktøren har naturligvis ikke ret i sin påstand. Men han har ret i, at en fri presse er hjørnestenen i et demokratisk samfund. Men mon ikke den opgave kan løses uden at snage i kendtes sygdomsforløb eller hænge uskyldige ud for mord og seksuelle overgreb? Det tror vi.