Jan E. Jørgensen bliver EU ordfører

Jan E. Jørgensen bliver ny EU-ordfører for Venstre. Posten er blevet ledig, fordi Morten Løkkegaard er rykket til Europaparlamentet. Samtidig betyder rokaden, at Jan E. ikke længere er social-og indenrigsordfører. Den post overtages af Carl Holst.

– Jeg er meget tilfreds med konstitueringen. EU-politikken fylder mere og mere, og behovet for europæiske løsninger er kun blevet større. Derfor er jeg glad og tryg ved, at Jan E. Jørgensen nu står i spidsen på et meget vigtigt område, siger Venstres gruppeformand Søren Gade.

”Posten er vel nok den vigtigste lige nu, hvor EU står over for en historisk stor flygtningekrise, som vi skal løse i fællesskab. De lette løsningers vagtparade giver jeg ikke så meget for: Luk Grimhøj – Luk Grænserne – Luk EU… Så opgaven er kæmpestor, men jeg ser meget frem til den nye udfordring”, siger Jan E. Jørgensen til Lokalavisen Frederiksberg i anledning af den nye post, som i Venstre betragtes som en forfremmelse – selv om ordførerposterne ikke officielt er rangeret i forhold til hinanden.

Venstres nye EU-ordfører har allerede fået sin ilddåb. Tirsdag aften tilbragte han i Folketingssalen, hvor to store folketingsdebatter blev afviklet om henholdsvis konsekvenserne af folkeafstemningen 3. december om retsforbeholdet og om Storbritanniens reformønsker til EU.

– De to store spørgsmål viser, at EU står i en skæbnestund, hvor der sættes spørgsmålstegn ved Danmarks fortsatte tilknytning til EU fra forskellig side, siger Jan E. Jørgensen.

Det lykkedes dog at få begge sager landet uden yderligere splittelse i Folketinget. Den første forespørgselsdebat blev afsluttet med en fælles vedtagelse fra alle Folketingets partier – på nær Enhedslisten.

Den anden debat endte med en fælles beslutning fra alle partier på nær Enhedslisten, LA og Dansk Folkeparti. I teksten udtrykkes der håb om, at briterne stemmer ja til fortsat medlemskab af EU. ”Vi ser på mange måder ens på samarbejdet i EU – Danmark og Storbritannien. Samtidig vil et ja betyde, at Danmark får mulighed for at sætte børnepengene til arbejdstagere fra andre EU-lande ned, så udgifterne svarer til udgifterne i det pågældende land. Det vil spare Danmark for ca. 50 millioner kr. årligt, men først og fremmest opfattes det jo som helt urimeligt, at man kan hæve høje børnepenge i Danmark til børn for eksempel i Polen, hvor leveomkostningerne er væsentligt lavere end i Danmark” – fortsætter Jan E. Jørgensen.

En aftale om fortsat medlemskab af Europol skal være på plads den 1. maj 2017. Briterne stemmer om deres aftale den 23. juni 2016 – så der er vigtige sager på dagsordenen for Venstre Frederiksbergs folketingsmedlem Jan E. Jørgensen.