Helle med æggene

Gendigtning frit efter H. C. Andersens “Konen med æggene” af Jan E. Jørgensen, publiceret i Dagbladet Børsen den 25. maj 2011:

Er jeg mon den eneste, der kommer til at tænke på H. C. Andersens digt om Konen med æggene, når jeg læser om den røde plan – den såkaldte Fair Forandring?

 

Der var en Helle i Landet

Hun havde en spindoktor blandt Andet.

Nu, gøre spin er spindoktorens Fag,

Og denne kom med spin hver evige Dag;

Det endte med en plan – helt banalt,

Se, det fandt Helle ikke så galt!

Hun den forsigtigt i Guccitasken fik,

Tog den på skulderen og gik.

Til Borgen styrede hun sin Gang;

Men hun var ene og Vejen var lang,

Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.

Nu tænkte hun over og regned’ efter,

Hvor godt hun af vælgerne sku’ blive betalt,

Og det var jo heller ikke så galt:

»Ja vist!« således hun går og taler,

»En millionærskat vil gi’ en milliard Rigsdaler.

For den vil jeg købe uddannelse til alle, lad se!

Folk kommer i arbejde;

Hver tjener penge, og om ikke længe

Kan jeg handle igen og komme til Penge;

Jeg har nu tre milliarder

– og en ny topskat giver tre til de tre jeg har;

Se det bliver seks – De penge jeg ta’r;

Jeg bruger de halve på efterløn, den anden Rest

Skal bruges på integration, det er bedst!

Dem fra de varme lande kommer også i job; tænk Dig bare!

Og det tager til. Det er holdende Vare!

En del betaler skat – en del ryger ud.

Hvor bliver vi rige. Du søde Gud!

Jeg køber to fagforbund og annoncer jeg Får,

Og bedre og bedre meningsmålingerne går.

Med job og med skat og med 12 minutter.

Og vækst og velfærd i landet strutter.

Jeg køber forebyggelse, jeg køber lukkedage,

Her over vil ingen klage.

Se det giver af sig! og efter et År

Er alle så sunde og raske, at de på arbejde går.

Så kommer Villy ind i min Stue,

Han kysser min Hånd, og kalder mig frue!

Han har en karisma, der er større end min!

Jeg bliver så fornem, så stolt og så fin,

Jeg tåler ikke den mindste Snakken,

Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«

— Og ret som hun sagde det, gjorde hun så-

Klask! Planen der på Jorden lå!

Med den – den hele Lyksalighed faldt —

Og det var i Grunden ikke så galt!