Grundlovstalen 2012

Jeg holdt i år min første Grundlovstale som medlem af Folketinget, da Venstre Frederiksberg og København holdt Grundlovsmøde på Landbohøjskolen. Senere samme dag havde jeg samlet en række gode liberalt sindede folk til Grundlovsmøde på Bar Jacobsen, hvor Venstres formand Lars Løkke Rasmussen deltog.

Her er min grundlovstale:

I Grundlovens § 1 burde der stå: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det gør der ikke. Sætningen har vi fra Viggo Hørup, der ud over at være folketingsmand for Venstre også var med til at grundlægge Dagbladet Politiken. Han var også medansvarlig for, at Det Radikale Venstre kom til verden – og det er svært at sige, om Politiken eller De Radikale er det værste, han har på samvittigheden – men læresætningen om, at ingen står over og ingen står ved siden af Folketinget kan han godt være bekendt.

Selvom sætningen ikke står i Grundloven, kan den godt være sand – jeg påstår ikke, at ordene beskriver, hvordan verden ser ud – men de fortæller, hvordan verden burde se ud. For i et demokrati bør det være sådan, at det folkevalgte parlament vedtager landets love og kontrollerer landets regering. Ikke omvendt.

Egentlig tror jeg ikke, at den nuværende regering er uenig med Viggo Hørup, men i praksis har min første tid som medlem af Folketinget lært mig, at de paragraffer i Grundloven, hvor der står, at kongen bestemmer stort set det hele – de paragraffer skal man tage alvorligt. Nu har vi ikke en konge, men en dronning – og det er ikke Dronning Margrethe den 2., jeg tænker på, men Dronning Margrethe den 3. – også kendt som Margrethe Vestager. Regeringen – og i særdeleshed De Radikale – har nok i sig selv, og folketinget opfattes mest som et besværligt og forsinkende mellemled.

Det er sørgeligt, ikke mindst fordi regeringen i hvert fald var regeringen enig med Hørup dengang man ikke var regering, men opposition.

Da regeringen var i opposition, mente de nemlig, at et mindretal i Folketinget skulle have ret til at få nedsat en undersøgelseskommissionen. Det mener de ikke længere – for nu består mindretallet jo af de borgerlige partier og ikke af dem selv.

Da regeringen var i opposition, mente de, at blokpolitik var noget skidt, og at man skulle tilbage til de brede forlig hen over midten. Det samarbejdende folkestyre har vi imidlertid ikke set meget til siden valget. Således var det først forleden, at den forhenværende statsminister var til kaffe hos den nuværende statsminister. Personligt har jeg oplevet, at selv små forslag til lovændringer, som politisk er helt ukontroversielle, og som har bred opbakning fra en lang række organisationer bliver fejet af bordet, uden at man så meget som forsøger at argumentere – for man har jo sit flertal.

Da regeringen var i opposition, mente de, at høringsfrister skulle være længere. Nu er de ligeglade, selv om de skrev et helt afsnit i regeringsgrundlaget om god regeringsførelse. Hvordan forklarer man ellers, at et lovforslag om fixerum for narkomaner skulle hastes igennem en høringsproces, hvor nogle af eksperterne kun fik få timer til at udtale sig. Vi har aldrig før haft fixerum i Danmark – hvorfor haster det nu så meget, at man ikke kan give folk en rimelig frist til at forholde sig til et lovforslag? Hvad var der sket ved at udsætte lovforslaget til efter sommerferien?

Jeg føler mig overbevist om, at Venstre kunne have stemt for et lovforslag, hvis vi havde haft tid til at få gjort arbejdet grundigt og få belyst de problemer, der er i lovforslaget.

Selv har jeg har været ordfører på et lovforslag, der er så kompliceret, at der formentlig er færre end 10 personer i Danmark, der ved, hvad det handler om. Det blev sendt i høring med en frist på 1 døgn, 22 timer og tre kvarter. Kom der høringssvar? Nej – sjovt nok. Bortset fra enkelte svar om, at man ikke kunne nå at svare på grund af den korte svarfrist.

En jurist – som slet ikke var på høringslisten – nåede dog at skrive et yderst kompetent høringssvar. Her dokumenterer han, at regeringen forsøger at liste en stigende boligbeskatning ind af bagdøren under påskud af, at man vil lukke et skattehul. Og det var måske hele meningen med den korte høringsfrist?

Nu skal jeg passe på med ikke at lyde alt for skuffet over arbejdet i Folketinget, for jeg er virkelig glad for, at jeg blev valgt. Jeg stortrives, og hver dag er en fornøjelse. Jeg går ikke rundt på gangene og synger – som Søren Pind – men jeg fløjter. Det er meget stort at være en del af Borgen, og selv om der ikke er lige så meget drama som i TV-serien af samme navn, så er det et privilegium at være folketingsmand.

Da jeg tog en kuglepen op af lommen, for at skrive under på, at jeg ville overholde Grundloven, så var det på overfladen bare et tomt ritual, for man skal som bekendt også overholde en lov, selv om man ikke har skrevet under på det. Men under overfladen var der sitren og sommerfugle. Og første gang på talerstolen var en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Det her er ikke bare et nyt job – for et politisk menneske som mig, er det opfyldelsen af en drøm.

Men mange drømme udvikler sig til mareridt – og usikkerheden over, om jeg nu gør det godt nok, er hele tiden til stede. Hvis jeg også var ydmyg, så var jeg perfekt, er desværre ikke en rammende beskrivelse af mig. Jeg er ydmyg, og jeg er bevidst om, at jeg aldrig bliver perfekt.

Og uden sammenligning i øvrigt vil jeg godt minde jer om vores formand, da han blev statsminister. Lars virkede ikke usikker – men han virkede heller ikke selvsikker. Han virkede ikke nervøs – men man kunne godt kalde ham betuttet.

Anderledes med Helle Thorning-Schmidt. Da hun blev statsminister, virkede hun mindst lige så selvsikker, som en dygtig sanger, der lige har vundet X-Factor. For i modsætning til Lars, anede hun ikke, hvad hun kastede sig ud i. Attituden var den samme, som da hun blev formand for socialdemokraterne – jeg kan slå Anders Fogh, som hun skråsikkert proklamerede. Det kunne hun så ikke, og hendes tid som statsminister har vist, at hun heller ikke kan holde, hvad hun har lovet i valgkampen. På samme måde som stjernerne fra X-Factor må hun forstå, at kampen først begynder, når man HAR vundet. Den pladekontrakt, man får i førstepræmie, er ingen garanti for, at pladerne også bliver solgt.

Løfterne er regeringen rendt fra, og vi har efterhånden sagt det så mange gange, at man ikke orker mere. Det unormale er blevet normalt. De første 100 dage holdt vi regnskab over regeringens løftebrud – og der var et løftebrud om dagen. Jeg tror, at vi er holdt op med regnskabet, men lad mig alligevel give et par eksempler.

Statsministeren sagde den 17. september 2011 – to dage efter valget: Der er to ting, der bliver til noget – det ene er hjælpepakken til boligmarkedet, det andet er betalingsringen. Det holdt ikke længe. Boligpakken røg allerede ved åbningsdebatten. Det tog lidt længere tid med betalingsringen.

Hun sagde også: Det er meget tydeligt, at jeg har givet to klokkeklare løfter i valgkampen. Det ene var 24-års reglen og tilknytningskravet, det andet er boligbeskatningen. Ordføreren – Magnus Heunicke indførte begrebet kerneløfter – men lad os holde os til begrebet klokkeklare løfter.

Det ene løfte bryder regeringen i næste uge, hvor den sandsynligvis stemmer en lov igennem, der vil medføre stigninger i de kommunale ejendomsskatter for titusindvis af borgere. Hvis det var et klokkeklart løfte at frede boligskatterne – så må der nu være tale om et klokkeklart løftebrud. Det andet klokkeklare løfte ser foreløbig ud til at holde, selvom SF og De Radikale presser på for at få fjernet 24 årsreglen.

Når Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti lige nu ligger historisk ringe i meningsmålingerne, så tror jeg, at det først og fremmest skyldes de mange løftebrud. Vi danskere er vant til, at man holder, hvad man lover, hvis man på nogen måde kan. Der står ikke noget i Grundloven om, at man skal holde sine valgløfter, men indirekte gør der – for det vigtigste i et demokrati er, at demokratiet angiver en fredelig metode til at slippe af med magthaverne. Man kan vinde magten ved at udstede løfter, men man kan ikke genvinde magten, hvis løfterne var tomme og ikke blev indfriet efter valget.

Så vi må være tålmodige og tro på, at vælgerne straffer regeringen ved valget. Det er fortjent, selv om vi i Venstre naturligvis er glade for, at hun opgiver mange af sine løfter – nemlig alle de løfter, vi er uenige i. Det ændrer imidlertid ikke ved, at mange vælgere må føle, at de er blevet snydt, og den følelse sidder i kroppen – også frem til næste valgdag.

Når alt dette er sagt, så skal vi også huske, at der er lande, hvor man ikke kan slippe af med statsministeren på fredelig og demokratisk vis. Vi skal desværre ikke særlig langt væk, før frihedsbegrebet ikke er givet. Hvor vejen til demokrati er lang. Hvor et grundlovsmøde, som det vi holder i dag, ikke er en grundlovssikret menneskeret. Danske soldater har været fødselshjælpere for det demokrati, der er spiret frem i det arabiske forår. Danske soldater har været med til at fjerne diktaturet i Irak og Afghanistan og indføre demokrati. Jeg er stolt af vores indsats, og her på Frederiksberg er vi med til at støtte og fejre Danmarks soldater, som sætter livet på spil for andre menneskers frihed.

Men der er lang vej endnu. Der er lande, hvor censur og tortur er hverdag. I Iran har man eksempelvis i sidste måned på bare 14 dage henrettet 60 personer – deres forbrydelse var, at de havde demonstreret mod magthaverne.

I Danmark er der demonstrationer stort set hver eneste dag – hvis det ikke regner. Når jeg kigger ud af mit vindue på Christiansborg, så ser jeg den ene dag en slotsplads fyldt med muslimer og den næste dag er samme plads fyldt med zionister. Dagen efter bliver der røget hash, så slotspladsen er helt tåget og i denne uge kan man i et stort kuppelformet telt se, hvordan EU erobrer det ydre rum.

For nylig var der en enmandsdemonstration. En enkelt mand, der råbte i en megafon. Hvad han råbte, ved jeg ikke. Om han fik noget ud af det, tror jeg ikke. Men han er et symbol på, at vi lever i et frit land, og selv om larmen er irriterende, så er det noget, jeg bare må vænne mig til. For sådan er det her i Danmark. Forsamlingsfriheden er en del af vores demokrati og vores folkelige frihed. Og sådan skal det være.

Glædelig grundlovsdag.