Frederiksbergs fremtid

Sidste år spurgte jeg Socialistisk Folkeparti, om vi snart så noget til de 126 millioner kr., som partiet med Rådmand Balder Mørk Andersen i spidsen lovede os før folketingsvalget – hvis bare vi fik en ny regering. Jeg spurgte – men fik intet svar.

Derfor vil jeg gentage mit spørgsmål i år. Hvor er pengene? Vi fik en ny regering – men ingen penge. Ikke sidste år – heller ikke i år. Får vi dem nogensinde, eller var det hele bare snak og tomme løfter? Føler rådmand Balder Mørk Andersen et ansvar over for de vælgere, som var så naive, at de troede på hans løfter om både guld og grønne skove – selv på toppen af Bispeengbuen? Jeg giver ikke op, og jeg finder det decideret pinligt, at SF som en anden struds bare stikker hovedet i jorden og håber, at vælgerne glemmer. Det kommer ikke til at ske – for som Liva Weel sang: ”Glemmer du – så husker jeg det ord for ord.”

I Venstre mener vi, at man skal svare, når man får stillet et spørgsmål, men sådan er vi så forskellige. Der er mange andre forskelle på SF og Venstre. En af dem er, at SF siger, at man vil tilføre en masse penge til kommunerne – men når de så får magten, så sker der ingenting. I det hele taget siger SF en masse – de vil have lavere priser i bus og metro og en betalingsring – og når de så sidder på ministerposten og rent faktisk har muligheden for at indfri de mange løfter, så sker der ingenting. Ærgerligt med busbilletterne – dejligt med betalingsringen.

I Venstre er vi mere forsigtige. Vi går ikke ud og lover, at verdens største offentlige sektor skal vokse sig endnu større. Vi forholder os til virkeligheden og erkender, at det er der ikke mulighed for. Til gengæld siger vi, at den offentlige sektor skal køre længere på literen, og her på Frederiksberg dokumenterer vi, at det kan lade sig gøre – uden at servicen bliver dårligere. Vores borgerundersøgelse viste med ganske få undtagelser, at servicen tværtimod er blevet bedre. Flere og flere bliver mere og mere tilfredse. Det er sket samtidig med, at vi har effektiviseret. Selv tilfredsheden med politikerne er stigende – måske fordi vi ikke lover mere, end vi kan holde.

I Venstre lover vi ikke at sætte skatten ned, men vi lover at arbejde for en økonomi, der gør det muligt at sætte skatten ned. Det er lykkedes. En lang og sej indsats har nu båret frugt. Jeg kan ikke huske, at vi tidligere har stået med et budget, hvor der er overskud i alle fire budgetår, men det er virkeligheden i år. Vi står til at få en kassebeholdning på mere end 800 millioner kr. om fire år, og hvis jeg var Joakim von And, så ville jeg hæve pengene og fylde dem i den nye svømmehal på Bernhard Bangs Allé. Det er jeg imidlertid ikke – så jeg foreslår, at vi lader være med at opkræve flere penge i skat, end vi har tænkt os at bruge. Det burde egentlig ikke være noget kontroversielt budskab, men mon ikke vi kan få lidt debat om emnet alligevel.

Vores kommuneskat er i forvejen Danmarks tredjelaveste, og selvfølgelig vil vi blive stolte i Venstre, hvis det lykkes at få Danmarks laveste kommuneskat.

Der er imidlertid en skat, som ikke rammer alle lige hårdt, og som vokser og vokser. Ikke fordi vi har besluttet at sætte skatten op, men fordi skatten beregnes ud fra størrelsen af folks haver og nogle mere eller mindre fiktive beregninger af værdien af disse haver. Så selv om vi holder den såkaldte grundskyldspromille i ro, så oplever boligejere, at deres boligskat vokser eksplosivt. Helt op til 100.000 kr. om året kan man som parcelhusejer på Frederiksberg se frem til at skulle betale. Det svarer til en fordobling, og det holder simpelthen ikke.

Derfor er vi nødt til at gøre noget. Venstre foreslår, at vi sænker grundskyldspromillen. Vi har godt nok set nogle beregninger, som De Konservative har bedt om at få lavet, der viser, at de allerrigeste boligejere vil få flere penge ud af en skattenedsættelse, men vi bekymrer os ikke kun om de rigeste boligejere – de skal såmænd nok klare den. Vi bekymrer os for helt almindelige familier, der har købt, før huspriserne eksploderede. Vi bekymrer os for pensionister, der kan se deres pension forsvinde som dug for solen. Vi bekymrer os for de familier, der købte mens huspriserne toppede, og som nu kan se, at huspriserne vil stå stille eller ligefrem falde på grund af de stigende boligskatter.

Frederiksberg ligger over landsgennemsnittet på grundskyldspromillen, og da både Liberal Alliance, De Konservative og Venstre offentligt har tilkendegivet, at grundskylden er et problem, så er der et komfortabelt flertal for at sætte promillen ned.

Venstre vil også gerne sænke dækningsafgiften på erhvervsejendomme. Som Frederiksberg Handels- og Erhvervsforening gør os opmærksom på, så vil en afskaffelse – eller en begrænsning – af denne særlige skat på erhvervsejendomme være med til at sætte gang i hjulene og skaffe lokale arbejdspladser. Vækst og arbejdspladser er ikke kun en dagsorden for politikerne på Christiansborg – vi har også lokalt et ansvar for at sætte gang i væksten igen og få Danmark gennem krisen.

Vi kan gøre meget andet for at støtte den private sektor – vi kan blandt andet sikre, at kommunen sender alt i udbud – inden for lovens rammer selvfølgelig. Ved budgetdebatten sidste år gjorde jeg stilfærdigt opmærksom på, at det socialdemokratiske styre i København er bedre til at sende opgaver i udbud, end vi er på Frederiksberg. Egentlig havde jeg håbet, at det ville sende chokbølger gennem forvaltningen og borgmesterkontoret, så der kom turbo på konkurrenceudsættelsen, men sådan er det desværre ikke gået. Vi når ikke at konkurrence-udsætte så mange opgaver, som vi aftalte i sidste års budget. Det er ganske enkelt ikke tilfredsstillende. Aftaler skal holdes, og vi kunne have sparet skattekroner, som vi kunne have brugt enten på at sætte skatten ned eller på at ansætte skolelærere eller sosu-assistenter. Dansk Industri har beregnet, at vi kunne spare 60 millioner kr. årligt, hvis vi blev lige så gode til at konkurrenceudsætte som de 10 bedste kommuner. Det er ganske mange penge, og en konkurrenceudsættelse betyder ikke serviceforringelser. Det betyder, at vi får den samme opgave løst for færre penge. Det kan godt være, at kommunens egne folk vinder opgaven – det har vi det fint med i Venstre. Det vigtigste er, at opgaverne løses til den rigtige pris.

Vi kan også sikre fremtidens vækst ved at sikre, at vores børn og unge får en god og en tidssvarende uddannelse med lærere, der ved mere om IT end eleverne. Vi skal gøre eleverne klar til fremtidens konkurrence med kineserne. Da Folketinget drøftede et nyt folkeskoleforlig, var det derfor en ret underlig oplevelse, at De Konservative var mere optaget af at sikre, at børn fik tidligt fri, så de kunne komme til ridning efter skole, frem for at sikre flere timer og højere faglighed. Blandt de lokale konservative var meningerne delte – jeg håber, at vi kan blive enige om at sætte folkeskoleforliget i funktion på Frederiksberg så hurtigt som overhovedet muligt på trods af uenighederne i den konservative gruppe.

Venstre håber også meget, at vi kan give mere valgfrihed i forhold til valg af skole – også på tværs af kommunegrænsen. Det er politik – men det er også økonomi. Vi kan faktisk tjene penge på at sælge de tomme pladser i klasselokalerne til vores naboer – penge som vi kunne bruge på at gøre skolen endnu bedre. Vi skal have daginstitutioner, som har åbent, når forældrene er på arbejde. Lukkedage kan være på sin plads ved jul og nytår, men ikke på helt almindelige arbejdsdage. Det er også vigtigt, at vi har institutioner, der åbner tidligt – og andre der lukker sent. Det er ikke alle, der møder kl. 8 og får fri kl. 15 – de skal også have et tilbud om pasning til deres børn.

Sidste år talte jeg om, at Venstre ønsker en mere levende by. Det har vi fået – og måske lidt mere levende end mange naboer ønskede sig. Vi skal finde balancen, men overordnet er det glædeligt, at der sker mere på Frederiksberg, hvad enten vi taler om idræt eller musik. Selv Cirkus er der blevet plads til. Vi kunne godt bruge et spillested på Frederiksberg, men jeg var nu ikke imponeret af forslaget om at indrette det gamle vandtårn ved Fasanvej til spillested. Det er alt for småt og alt for dyrt – en rigtig sommeragurk. Kultur handler måske ikke direkte om vækst og arbejdspladser – men indirekte gør det. En spændende by med kulturelle tilbud tiltrækker arbejdskraft. Den amerikanske professor Richard Florida – som har op-fundet begrebet den kreative klasse – har påvist, at kultur skaber vækst, så vi må ikke bare se kulturtilbud som en udgift.

Vi skal have flere private arbejdspladser i Danmark – også på Frederiksberg. Forhåbentlig har de fleste fanget, at det har været den blå tråd gennem hele mit indlæg. Det kan vi også sikre gennem Jobcenteret – som burde aflønnes efter, hvor succesfulde de er med at skaffe folk i arbejde.

Men en god infrastruktur er endnu vigtigere. Jobcenteret kan jo ikke skabe nye arbejdspladser – det kan en god infrastruktur. Bogotas borgmester har sagt, at et udviklet land ikke er kendetegnet ved, at de fattige har biler, men at de rige bruger offentlig transport. Hele forudsætningen for store byer med vækst og arbejdspladser er et udviklet offentligt transportsystem. Kunne New York fungere uden sin metro? Næppe. Der er stadig et stykke vej, inden metroen i København og på Frederiksberg er lige så fintmasket som metroen i New York, men vi er på vej. Det kræver offentlige anlægsinvesteringer, men det kræver også politikere med is i maven.

Det har virkelig ærgret mig, at vores lokale socialdemokrater og SF’ere ikke har forsvaret de beslutninger om metroen, som vi har truffet i fællesskab, men i stedet har valgt at solidarisere sig med enkelte naboer, som – forståeligt nok – er kede af udsigten til larm om aftenen. Man glemmer bare, at vi med vores beslutning om at tillade mere larm samtidig før pinen kort. En undersøgelse, som P4 København offentliggjorde i morges, viser, at 7 ud af 10 naboer til metrobyggeriet ved Sortedamssøen foretrækker døgnarbejde frem for en længere byggeperiode – og på Frederiksberg taler vi ikke engang døgnarbejde. Selv blandt naboerne er der flertal for, at Metroen skal gøres færdig så hurtigt som muligt. Det bestyrker mig i troen på, at vi er på rette vej.

Frederiksbergs Fremtid afhænger af det budget, som vi drøfter her i aften. Men det afhænger også af politikere, som har modet til at gennemføre de forandringer, som er nødvendige. Og af dygtige og engagerede medarbejdere. Det sidste har vi – det første har vi desværre kun delvist.

(Tale ved førstebehandlingen af Frederiksberg Kommunes budget for 2014)