Fra Ytringsfrihed til Ytringsfrygt

Alt tyder desværre på, at drabsforsøget på Lars Hedegaard er udført af fanatiske islamister. Dermed er det ikke kun et angreb på en fredsommelig Frederiksberg-borger – hvilket er slemt nok i sig selv. Det er et angreb på alle, der ytrer sig i den offentlige debat. Et angreb på vores vel nok vigtigste frihedsrettighed – nemlig ytringsfriheden.

I Norge så vi det samme, da en fanatisk selvudnævnt korstogsridder skød og dræbte 69 unge socialdemokrater på Utøya. Skalaen var langt større, og de politiske synspunkter var vendt på hovedet, men formålet var det samme. Ytringer, man ikke sympatiserede med, blev bekæmpet med våben i stedet for ord. Formålet var at skifte ytringsfrihed ud med ytringsfrygt.

På Christiansborg, hvor jeg har min daglige gang, oplever vi et forhøjet sikkerhedsniveau. Jeg har vænnet mig til det, men forleden sagde min 8-årige søn til mig: ”Far – jeg håber aldrig, at du skal have sikkerhedsvagter.” Det er ubehageligt, at vi er nået dertil, at politikere og samfundsdebattører skal overveje, om deres næste debatindlæg kan blive det sidste.

Derfor må vi stå sammen med Lars Hedegaard, uanset hvad vi synes om hans synspunkter. Selv er jeg mildest talt ikke nogen stor fan, som man bl.a. kan læse i min kronik i Berlingske Tidende fra den 27. januar 2010: Langballes Heksejagt. Det rokker imidlertid intet, for som den engelske forfatter Evelyn Beatrice Hall skrev i bogen ”The Friends of Voltaire” – ”Jeg er uenig i alt du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det.”

Kommentarer

  1. Helt enig i at vi skal benytte vores ytringsfrihed. Men måske vi kunne respektere andre lidt mere når vi ytrer os, så kunne det være at niveauet for beskyttelse blev lidt mindre 🙂

    • Jan E. Jørgensen skriver:

      Helt enig – men svaret på en fornærmelse må aldrig blive en pistol. Især fordi mange har en meget lav tolerancetærskel vedr. fornærmelser.