Det skal kunne betale sig at arbejde

20150527-Jan a_1600

Jeg har altid arbejdet. Vækkeuret ringede kl. 4, når jeg skulle ud med dagens nyheder. Bagefter stod jeg foran bageren og solgte aviser til dem, der ikke abonnerede.

Senere fik jeg mere menneskelige arbejdstider – på et lager på Østerbro og som vikar på to folkeskoler på Nørrebro, som kirkesanger på Amager og i Valby og som journalist på Frederiksberg, som reklamekonsulent i Farum og abonnementssælger på Berlingske i Indre By.

Det var ikke altid lige sjovt, men heldigvis fik jeg penge for det – som jeg sparede sammen, så der var råd til at rejse. 10 måneder i Asien og Australien – og 5 måneder i Nord- og Sydamerika.

Det har jeg aldrig fortrudt – selvom det betød, at jeg først kom i gang med jurastudierne på Københavns Universitet 5 år efter, jeg forlod Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Jeg nåede alligevel at blive advokat på et af Danmarks største advokat- kontorer, hvor jeg var ansat, indtil jeg blev valgt til Folketinget i 2011.

Skatten skal sænkes

I dag har vi skruet et samfund sammen, hvor det for alt for mange mennesker slet ikke kan betale sig at arbejde. Et ægtepar med tre børn kan få 454.215 kr. i offentlige ydelser – uden at arbejde. Det går jo ikke, og det skal laves om. Skatten på arbejde skal sænkes i bunden, og der skal indføres et loft for, hvor meget man samlet set kan få i kontanthjælp og andre offentlige ydelser.