Den klodsede minister

Facebook er fantastisk. Her taler ministre og andre politikere frit – uden censur fra spindoktorer og embedsmænd. Denne gang var det ligestillingsminister Manu Sareen, som bragte os tilbage til 70’ernes rødstrømpe retorik med et besynderligt udfald mod Lego.

På sin facebookprofil ærgrer han sig over, at ”LEGOs unikke og inspirerende legetøj nu er med til at tegne så traditionelle kønsroller, som de gør med LEGO Friends.” Når ligestillingsministeren kaster sig over LEGO skyldes det, at de har lanceret en lyserød serie målrettet den halvdel af børnene, som virksomheden traditionelt har haft svært ved at nå – nemlig pigerne.

Han burde imidlertid ikke være ked af det. Manu burde være glad. Først og fremmest fordi et af Danmarks største brands arbejder på at blive endnu større, men såmænd også på ligestillingens vegne. Lego er udviklende for børns kreativitet og rumlige forståelse, og jeg vil påstå, at man ikke finder mange ingeniører, som ikke har leget med LEGO som børn.

Jeg har selv forsøgt at gøre min datter interesseret i Lego, men det er ikke lykkedes for alvor. Det er bare svært at få piger interesseret i Star Wars, politibiler og Ninjago – hvorimod min søn var på med det samme.

Min opfattelse af Manu Sareen var egentlig, at han er en moderne mand, og derfor er det ekstra skuffende, at hans version af ligestilling åbenbart går ud på, at drenge og piger skal være ens.

Drenge og piger må gerne være forskellige – også når de bliver voksne. Ligestilling handler om lige rettigheder, lige pligter og lige muligheder.

Den personlige frihed omfatter også forældres ret til at købe det legetøj til deres børn, som børnene ønsker sig – og virksomhedernes ret til at producere det legetøj, som kunderne efterspørger. Det skal politikere slet ikke blande sig i.

Manu Sareen har nu trukket i land og erkendt, at hans kritik af de lyserøde klodser var klodset. Det er der sikkert en spindoktor, der har rådet ham til. Mit gæt er, at vi fik den virkelige Manu at se i første omgang – og at der helt sikkert kommer flere klodsede udtalelser fra Manu Sareen og resten af det radikale hold.

Forbrugerordfører Jan E. Jørgensen, MF (V)