Fattigdom handler ikke kun om økonomi

Som socialordfører hører og læser jeg i mit daglige virke om mange mennesker på kanten af samfundet og med mange forskellige problemer. Nogle har misbrugsproblemer, og dertil tumler langt flere med psykiske problemer, som i det lange løb er en stor forhindring på vejen mod en normal tilværelse. Det er ekstremt vigtigt, at vi som samfund kan nå ud til de her mennesker, også selvom de ikke er fattige i direkte økonomisk betydning.

Venstres overordnede tilgang til socialpolitikken er klar: Ved udelukkende at tale om økonomisk fattigdom glemmer vi, at der også findes mange mennesker, hvor dagligdagens problemer ikke nødvendigvis bunder i økonomiske problemer.

Og omvendt. Den studerende, som lever på en SU, men får dagen til at hænge sammen, er ikke et offer. Den enlige mor med et lavtlønsjob og to børn, som hver dag står op og kører børnene i skole, er heller ikke et offer.

Derfor skal vi have et bredere perspektiv, når vi vurderer, hvem der er udsatte, end bare en rigid fattigdomsgrænse. Et perspektiv, som ikke kun tager udgangspunkt i økonomien, men som inddrager alle aspekter af det enkelte individ.

 

Listen er lang

Den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering indførte i 2013, gjorde, at et stort antal mennesker forsvandt fra forsorgens fokusområde, da de ikke længere var fattige. Det betød eksempelvis, at en hjemløs førtidspensionist ikke længere var fattig.

Når vi samtidig ved, at op mod halvdelen af de hjemløse kæmper med en psykisk lidelse, og at 2/3 af samme gruppe har misbrugsproblemer, så mister vi ganske enkelt fokus på, hvordan vi kan hjælpe det enkelte individ ud af sin situation.

At vurdere om et menneske har brug for samfundets støtte alene ud fra fattigdomsgrænsen, er – undskyld udtrykket – for fattigt. Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet. Misbrug, psykiske sygdomme, ensomhed og hjemløshed. Listen er lang.

Det rigtige at gøre er derfor at fjerne fokus fra, hvad den enkelte har at gøre godt med i økonomisk forstand og i stedet udvide perspektivet for, hvornår man kan betegnes som fattig. Det skylder vi de mennesker, som har brug for samfundets omsorg.

Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet.

Storbyens stemme er ikke tavs

Balder Mørk fra Socialistisk Folkeparti undrer sig i et indlæg i Lokalavisen Frederiksberg over, at jeg ifølge ham har været ” tavs” oven på beslutningen om, at flytte statslige arbejdspladser ud af hovedstaden, når jeg har slået mig selv op på at være storbyens stemme i Venstre. Jeg er glad for, at Balder bemærkede min valgkamp, men ellers er der ikke så meget, jeg vil rose ham for i anledning af hans læserbrev.

For jeg har bestemt ikke forholdt mig tavs i Venstres gruppeværelse. Jeg har gjort klart og tydeligt opmærksom på, at flytningerne skal være fagligt funderede, og at der skal være en rimelig indkøringsfase af hensyn til de ansatte.

Jeg kan sagtens forstå, at det giver dybe frustrationer og usikkerhed for mange af de næsten 4.000 statsansatte, som får deres tilværelse rykket op med rode. Er der job til ægtefællen? Hvad med børnenes skole? Det er en stor beslutning, om man skal sige ja og flytte til provinsen – eller sige nej og blive i storbyen – hvis man kan finde andet arbejde. Det handler jo ikke om, hvorvidt man kan få sushi, speltboller og café latte i provinsen, sådan som det spydigt er blevet fremstillet.

(Det kan man i øvrigt godt).

Jeg er ikke bekymret for hovedstaden, for vi kan sagtens klare os med ti pct. færre statslige arbejdspladser – hovedstaden er nemlig et område i vækst. De 4.000 statslige arbejdspladser vil inden længe være erstattet af mindst lige så mange private arbejdspladser.

Sådan er det desværre ikke i hele Danmark. Derfor har eksempelvis de 395 arbejdspladser i Udlændingestyrelsen langt større positiv betydning for Næstved, end de har negativ betydning for Østerbro, hvor de flytter fra.

Hvis man læser andet end Politiken og for eksempel kaster sig over avisen Sjællandske, får man også et mere nuanceret billede af de ansattes holdning til udflytningen.

Iflg. Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, så ” er der selvfølgelig nogle, der føler sig bekymrede og overrumplede, men de fleste er meget positive.” Eksempelvis er der flere af medarbejderne, der i forvejen bor i Næstved.

Jeg kan ikke svare for SF, men Venstre ønsker et Danmark i balance. Det kræver en håndsrækning til provinsen, og det kan vi godt give, uden at storbyen tager større skade af det. Man kunne også kalde begrebet solidaritet – det begreb må Balder Mørk næsten have hørt om.

Jeg må derfor ærligt tilstå, at jeg ikke nærer den samme pessimisme for storbyens fremtid som vores lokale SFer. Jeg tror ikke på, at Københavns vækstmotor bliver stoppet af, at 3.900 statslige arbejdspladser flytter væk. Jeg tror ikke på, at hovedstadens fremtid står og falder med denne beslutning. Så hvis Balder Mørk mener, at jeg er tavs, fordi jeg ikke aktivt har kæmpet mod beslutningen, så må jeg skuffe ham. Jeg er tilhænger af beslutningen – og de problemer der unægteligt er forbundet med beslutningen føler jeg ikke trang til at tale op. Ja, det er hårdt og svært for mange. Men det skal nok gå – både for medarbejderne, for København og for Frederiksberg. Bare fordi man hedder ” Mørk” til mellemnavn, kan man godt se lyst på fremtiden.