Uenighed om konkurrenceudsættelse hos socialdemokraterne

Morale er godt, dobbeltmorale er dobbelt så godt. Sådan siger et gammelt ordsprog, og man må så sandelig sige, at det er noget socialdemokraterne lever højt på. Lokalt på Frederiksberg har de socialdemokratiske byrådsmedlemmer travlt med at sætte en stopper for konkurrenceudsættelse af kommunale omsorgsydelser, såsom hjemmepleje og plejehjem. Mens regeringen har fået udvidet deres horisont, og leger med tanken om at konkurrenceudsætte en lang række omsorgsydelser, så sætter de lokale socialdemokrater sig direkte imod deres partifæller på Christiansborg.

Jeg mener, at vi på Frederiksberg skal have den bedste service til den bedste pris. Netop derfor er jeg åben overfor udbud af en lang række omsorgsydelser i Frederiksberg kommune, hvis det kan komme borgerne på Frederiksberg til gode.

En analyse foretaget af Rådet for Offentligt-Privat Samarbejde fra november sidste år viser, at der har været store forbedringer forbundet med Frederiksberg kommunes udbud af en række ydelser. Her har man erfaret, at både kvaliteten og tilfredsheden blandt brugerne er øget, samtidigt med at man har sparet en tredjedel af omkostningerne. Ifølge regeringens Produktivitetskommissionen viser erfaringer fra Sverige desuden, at udlicitering af omsorgsydelser kan vise sig at blive en stor gevinst.

Vi skal ikke gå på kompromis med kvaliteten af vores velfærdsydelser. Tværtimod, skal vi løfte kvaliteten og sænke omkostningerne. Løsningen står meget klart, vi skal satse mere på konkurrenceudsættelse.

Hvor blev milliarden af?

Hvilken milliard, spørger du? Jo, den milliard kroner som blev bevilliget årligt til forbedringer af den kollektive trafik. Den milliard kroner, som regeringen gav SF som plaster på såret, fordi betalingsringen i København ikke blev til noget. Vi ved nu, at en stor del af de penge er gået til trafikprojekter alle mulige andre steder end her i København.

Det har jeg meget svært ved at forstå. Det letter ikke ligefrem på trængslen i hovedstadsområdet, at der bliver givet penge til Odense Letbane og til samdrift på Odder- og Grenaabanen. Nuvel, der bliver givet nogle penge til København, men det er begrænset set i forhold til, at København har mere end 500.000 indbyggere og er Danmarks største by.

Samtidig undrer jeg mig over, at regeringen ikke har større hastværk med at få brugt pengene. Nye tal fra Trafikministeriet viser nemlig, at regeringen kun har brugt lidt over halvdelen af den milliard, som skulle have været brugt til kollektiv trafik i 2013. Jeg troede, at kollektiv trafik stod højt på regeringens dagsorden, men det gør det åbenbart ikke, når man lader pengene stå og samle støv på den måde.

 

 

Antallet af asylansøgere slår rekord

Danmark skal være et åbent land for alle, der kan og vil bidrage. Men der skal være en balance i udlændingepolitikken, så de der kommer hertil gør det i et antal og på en måde, hvor integrationen kan følge med. Den balance er under pres. Ifølge regeringens egne tal vil vi i år opleve det højeste antal asylansøgere i ti år. Hele 7.500 personer forventes at søge asyl i 2014. Og antallet af asylansøgere er næsten fordoblet på bare tre år. Naturligvis skal vi tage imod mennesker, der flygter fra krig og ufred. Men sandheden er desværre, at for mange asylansøgere ikke kommer, fordi de er reelt forfulgt men for at arbejde illegalt eller begå kriminalitet.

Regningen for regeringens lempelser på udlændingeområdet nærmer sig én milliard. Det er mange penge, der i stedet kunne have gjort gavn mange andre steder i vores velfærdssamfund.

I Venstre ønsker vi en anden kurs. Vi skal stille krav til de indvandrere, der kommer. Vi skal stille krav om, at man kan forsørge sig og sine. Vi skal stille krav om, at man integrerer sig i det danske samfund. Det er fast, fair og fornuftigt. Regeringens nuværende kurs gør Danmark fattigere og integrationen sværere. Derfor er der behov for en ny kurs i udlændinge- og integrationspolitikken.

Ida Auken pynter sig med lånte fjer

Ida Aukens laante fjer

Det er forhåbentlig ikke alle, der aktivt følger med i, hvad vores miljøminister Ida Auken skriver på sin Facebookprofil. Derfor dette eksklusive indblik i Ida Aukens tanker bag den ministerielle facade.

Under et dejligt foto af glade børn på Frederiksbergs nyeste legeplads – Danmarks første vandlegeplads – skriver hun: “Forestiller mig at Liberal Alliance mener, det her er spild af plads: Her kunne jo holde fire biler parkeret! Husk at stemme på SF til kommunalvalget for en levende by.”

Lige præcis denne sag burde hun ikke pynte SF med, for det er i den grad lånte fjer. Ideen er min – rådmand og MF’er fra det ultraliberalistiske Venstre – og ideen opstod, da min søn på ferie i det endnu mere ultraliberalistiske USA foreslog, at vi skulle have en vandlegeplads hjemme på Frederiksberg. I USA så vi nemlig mange steder, hvor man havde kombineret leg og springvand. Jeg tog foreslaget op, da vi kom hjem, og det fik bred opbakning – bl.a. fra SF. Det var dejligt – for indtil da havde de socialistiske partier været modstandere af flere springvand i kommunen – Enhedslisten foreslog endda i år, at vi skulle lukke alle de springvand, vi allerede har. Men med kombinationen af leg og vand, så lykkedes det at få endnu et springvand sat i gang med et bredt politisk flertal – uden LA af gode grunde, for de var slet ikke repræsenteret i kommunalbestyrelsen dengang.

Se det var den sande historie – som desværre ikke passer så godt ind i miljøministerens socialistiske fordomme.

Er demokrati kun til gavn for politikerne?

Camilla-Dorthea Bundgaard fra den glimrende blog Damefrokosten havde et indlæg i Berlingske Tidende med overskriften: ”Stol på mig – jeg er politiker.” Der er tale om et svar til min partifælle Søren Pind, og når jeg kaster mig ind i debatten er det ikke for at komme Søren til undsætning – jeg er sikker på, at den klarer han fint selv. Hendes synspunkt kan koges ned til, at man ikke skal stole på politikerne – en bloc – og hun bruger debatten om offentlighedsloven som eksempel på, at man ikke kan stole på os, for vi tænker kun på os selv.

Hun spørger retorisk: ”Hvem er de foreslåede ændringer – en indskrænkelse af borgernes adgang til akterne, der flyder mellem ministerier, styrelser, forskningsinstitutionerne og folketingspolitikere – til gavn for? Det folk, de folkevalgte repræsenterer? Nej. De er udelukkende til for politikerne. Offentlighedslovændringerne er et klokkeklart eksempel på, at politikere, som skulle være folkets repræsentanter, handler i egeninteresse.”

Lad os se bort fra, at korrespondance mellem ministerierne og forskningsinstitutionerne ikke er omfattet af lovens muligheder for at sige nej til aktindsigt. Hun er ikke den første, der har overdrevet virkningen af offentlighedsloven.

Det interessante er, at hun slet ikke anerkender, at der kan være sammenhæng mellem politikernes interesser og befolkningens. Hvis noget er til gavn for politikerne – så er det til skade for befolkningen.

Har folket ikke interesse i, at demokratiet fungerer? Det skulle jeg da mene. Har folket gavn af, at dagligdagen er så besværlig som overhovedet muligt for de politikere, som folket har valgt? Nej – det er svært at se.

Naturligvis skal der være offentlighed, og vi skal som politikere stå til regnskab for de beslutninger, vi træffer – og ikke træffer. Men hvad nu hvis det viser sig, at den nye offentlighedslov fører til bedre kvalitet i lovgivningen, fordi embedsmændene – også i styrelserne – kan tænkte højt på papir uden frygt for at bringe ministeren på forsiden af Ekstra Bladet? Det er jo – lidt forenklet sagt – hensigten bag den famøse paragraf 24. Sådan har det i øvrigt været siden 1985 for så vidt angår de ansatte i selve departementet i ministeriet. Nu udvides bestemmelsen til også at omfatte de underliggende styrelser m.v. – men samtidig gives der som noget nyt ret til aktindsigt i interne faglige vurderinger – også i departementet, hvilket hidtil har været lukket land.

Vi politikere er valgt af folket. Vi er selv en del af folket. Vi har en interesse i, at alle idéer kommer på bordet, når der skal lovgives. Vi har en interesse i at kunne føre fortrolige forhandlinger – ikke kun mundtligt, men også på e-mail og sms. Det skaber de bedste resultater – til gavn for folket. Vores interesser er ikke modstridende.