Metroen samler storbyen

Der er mange jyder i Venstres folketingsgruppe, der kæmper for endnu flere motorveje. Der er kun én fra Frederiksberg, der kæmper for mere metro i storbyen – nemlig mig.

Med metroen kan man komme fra Frederiksberg til Kongens Nytorv på fem minutter – og når Cityringen er færdig, kan man komme fra Gammel Strand til Trianglen lige så hurtigt.

Jeg kan godt lide biler – men får mit behov for selv at sidde bag rattet styret ved at være med i en delebilsordning. Til hverdag klarer jeg mig fint ved at cykle eller tage metroen.

Tanken om en betalingsring var helt skæv – men udfordringen er reel. Der er trængsel i storbyen, og det løser vi ved at gøre det attraktivt at cykle eller tage offentlig transport.

Jeg er Venstres metroordfører – og på Frederiksberg har jeg som formand for By- og Miljøudvalget stået i spidsen for arbejdet med metrocityringen. Det har givet noget larm – både fra naboerne og fra byggepladserne – som vi har håndteret blandt andet ved at ændre loven, så naboerne får en ordentlig erstatning.

Maks. 500 meter til nærmeste metrostation

Vi er langt fra færdige. Mit endemål er, at de fleste københavnere højst har 500 meter til nærmeste metrostation.

Det skal staten være med til at betale – hovedstaden er hele Danmarks hovedstad, og er det ikke lidt mærkeligt, at staten betaler hele regningen for motorvejene i Jylland, når København og Frederiksberg skal betale det meste af regningen for metroen?

Flere udlændinge der kan og vil – og færre der ikke vil

20150529-HI6A2184_1600
Her i storbyen er vi vant til udlændinge – og danskere med rødder i udlandet. Uden dem ville byen gå i stå. Svenskeren i Magasin, som gav mig byens bedste betjening, da jeg købte løbesko. Pakistaneren fra nemlig.com, der kommer med varer lørdag morgen. Cykelhandleren, der reparerer min cykel og vist nok kommer fra Afghanistan. Folketingets frisør, taxichaufføren, metrokontrolløren og mine kollegaer fra Advokatkontoret. Hende, der har layoutet den pjece, du holder i hånden. Og sandsynligvis også ham, der har lagt den i din postkasse.

Jeg bliver vred, når jeg læser om to jurastuderende, der har svært ved at finde et sted bo – bare fordi de har et fremmedartet efternavn. Det er ikke i orden.

Der er også udlændinge i storbyen, som ikke bidrager. Den unge bandekriminelle, der skød ved Krudttønden og Synagogen og forandrede København. De kriminelle i Tingbjerg, på Blågårds Plads og i Mjølnerparken, der tror, at de ejer byen. Det er heller ikke i orden.

Jeg har været med til at skrive Venstres udlændingepolitiske oplæg. Vi ønsker et Danmark, der er åbent for udlændinge, der kan og vil. Og lukket for dem, der ikke vil.

Flere i arbejde

Når næsten hver anden med baggrund i et tredjeverdens land er arbejdsløs, så er der behov for helt særlige initiativer for at hjælpe denne gruppe ind på arbejdsmarkedet.

Danmark skal være mere åbent for udenlandsk arbejdskraft. Diskrimination må ikke accepteres. Flygtninge skal hjælpes i nærområdet. Kriminelle udlændinge skal i fængsel – i udlandet. Hellige krigere skal forfølges.

(Billedet: Arash Rahimi har været min praktikant i et halvt år på Christiansborg. Det var en fornøjelse på alle måder. I dag har han startet egen virksomhed med en partner – JustCleaners – tøjet hentes og bringes til ens bopæl.)

Store ord

Socialdemokraterne har med en ny kampagne om deres udlændingepolitik for alvor skudt valgkampen i gang. Det kan måske undre at Socialdemokraterne vælger at gå til valg på at føre en stram udlændingepolitik når man helt konkret gør det modsatte og har lempet kravene for indvandrere og flygtninge i Danmark 31 gange. Nu skal jeg ikke sidde her og remse alle lempelserne op, men konkret taler vi om afskaffelse af pointsystem for familiesammenføring. Lempet beskæftigelses og dansk-krav for permanent ophold. Afskaffelse af indfødsretsprøve for statsborgerskab og afskaffelse af starthjælp for asylansøgere og en række andre ting.

Konsekvensen af alle disse lempelser er til, at tage og føle på. Antallet af asylansøgere i Danmark er firedoblet fra 2011 til 2014 hvor 14.800 søgte asyl i Danmark. Specielt afskaffelsen af starthjælpen er problematisk, da det konkret betyder, at en familie, der får asyl i Danmark, får 10.000 kroner mere om måneden fra det offentlige.

At man så fører en storstilet kampagne som værende for en stram udlændingepolitik i Danmark hvor man stiller store krav til indvandrere er i bedste fald selvbedrag og i værste fald vælgerbedrag i mine øjne. Specielt når man har det in mente, at deres stort anlagte integrationsudspil, som skal få 30.000 indvandrere og flygtninge i gang med job, i virkeligheden er tale om nyttejob og virksomhedspraktik og lignende på ned til én time dagligt som næppe batter meget for integrationsindsatsen.

Jeg støtter selvfølgelig alle initiativer, der kan sikre en stærkere indsats for integration, men jeg tror simpelthen ikke på, at det kan ske isoleret. Vi er nødt til at lukke Danmark for dem, der ikke vil vores land, så vi kan få integreret dem, der gerne vil. Desuden vil vi i Venstre genindføre en integrationsydelse, der starter på SU-niveau, så incitamentet for at søge til Danmark bliver lavere, hvis man ikke har udsigt til fast job.

En slags ros til regeringen

Af: MF Mads Rørvig, Formand for Folketingets Skatteudvalg (V) og MF Jan E. Jørgensen, forbrugerordfører (V)

Det blæser mod valgkamp i Danmark, og regeringen gør, hvad den kan, for at lægge sig i vælgernes vindretning. Senest har regeringen begået en glædelig kovending i forhold til punktafgifterne. Så sent som i efteråret 2014 havde Venstre og Konservative et forslag om at afsætte en pulje på 250 mio kr. i finansloven for 2015 til at lette og rydde op i besværlige punktafgifter. Det afviste regeringen og skatteministeren. Nu nærmer valget sig, og så mener regeringen i ulvetimen, at der alligevel skal ryddes op i de besværlige punktafgifter. Dog først fra 2017.

I Venstre glæder vi os over, at regeringen er kommet på bedre tanker. Det viser, at regeringen, som jo ellers nogle gange kan være lidt tung at danse med, har indset problemet på det her område.

For der er et klart behov for et opgør med nogle af de uheldige virkninger, som punktafgifter medfører. Det gælder blandt andet en skævvridning af priser og en urimelig konkurrencesituation for danske butikker, som både skal kæmpe mod voksende grænsehandel og illegal handel. At f.eks. nødder i dag ligefrem er en smuglervare i Danmark er jo absurd.

Samtidig er der for virksomhederne en betydelig administrativ byrde forbundet med at registrere, betale og finde rundt i punktafgiftsjunglen i forhold til det nogle steder meget beskedne beløb, som staten inkasserer. Hvis vi igen tager nødderne som eksempel, er der et hav af forskellige afgifter, afhængigt af, om nøden er ubehandlet, har skal, er hakket eller saltet. Det er mere tid og ressourcer brugt på at administration og mindre tid på produktion og udvikling.

Alt det har regeringen nu åbenbart indset. Vi undrer os over, at vi ikke så flere hoveder fra regeringspartierne til hverken Venstres konference om ’grænsehandel og forbrugeradfærd’ eller om ’afgifter og nudging’. Der var rigeligt med repræsentanter for det erhvervsliv, man nu lige pludselig vil komme i møde. Og så kunne vi efterfølgende have arbejdet sammen om en løsning.

Og vi ærgrer os over, at regeringen først vil lempe punktafgifterne fra 2017. Det er uambitiøst, når virksomhedernes konkurrenceevne har brug for en håndsrækning nu og her.

Venstre har større ambitioner. Vi arbejder for et skatte – og byrdestop, der skal give både borgere og virksomheder trygheden tilbage. De skal have vished om, at det ikke skal være dyrere at være dansker. Og at det ikke skal være dyrere at drive virksomhed. Med regeringens nyligt ændrede politik i forhold til punktafgifterne in mente, kan man måske håbe på, at regeringen også vil kopiere vores skatte – og byrdestop. Regeringen kan i hvert fald være sikker på, at Venstre altid vil kvittere med ros, når kovendingerne kommer virksomhedernes konkurrenceevne til gavn.

Pressen skal respektere privatlivets fred

Jeg har for nylig sammen med min gode kollega Preben Bang Henriksen fremsat et beslutningsforslag om at skærpe indsatsen mod medier, der uretmæssigt krænker privatlivets fred eller bringer urigtige historier. Det kan chefredaktør Peter Orry ikke se meningen med, for der er jo ryddet op efter Se og Hør skandalen, som han skriver. I sin leder buldrer han med absurde påstande om, at vi er godt i gang med at diskvalificere os selv som politikere, når vi ”angriber de grundpiller vores samfund bygger på”. Ja – han svinger sig op til at påstå, at vores forslag er i strid med grundloven.

Grundpillerne skal jeg nok vende tilbage til. I første omgang bider jeg mærke i, hvordan chefredaktøren mener, at der er ”ryddet op efter skandalen”. Det er vi ikke enige i. Se og Hør sagen var slem – men er desværre ingen enlig svale.

Vi har foretaget en gennemgang af retspraksis, som dokumenterer, at erstatningerne til sladderpressens ofre er til grin. Og vi har foretaget en gennemgang af samtlige udgaver af Se og Hør i en firemåneders periode – efter den såkaldte oprydning. En gennemgang, der sandsynliggør, at Se & Hør fortsætter med at bringe historier, der overtræder straffelovens bestemmelser om privatlivets fred.

Nu har hverken Preben Bang Henriksen eller jeg ganske vist gået på journalisthøjskole – ligesom chefredaktøren. Vi er blot simple advokater med tilsammen 55 års erfaring som jurister – men til trods for, at vi naturligvis ikke kan matche chefredaktørens juridiske indsigt, så har vi ved at ”bladre lidt i Se og Hør og Ugeskrift for Retsvæsen” (som chefredaktøren nedladende omtaler det), fundet frem til, at man som offer for pressens overtrædelser af straffeloven er stillet urimeligt dårligt.

Vi påstår, at mange historier, som enten er ærekrænkende, urigtige eller krænker privatlivets fred ikke bliver bragt for hverken Pressenævnet eller domstolene, fordi sagsomkostningerne overstiger godtgørelsen til offeret. Det kan altså ikke betale sig som offer at gå til domstolene og ens offentlige ry må lide derefter.

Der er altså 1) fortsatte krænkelser af privatlivets fred, og man 2) mister penge ved at stille medierne til regnskab for dette. Se&Hør fortsætter, og ofrene taber penge på at kræve retfærdighed. Alligevel mener Orry, at der er ”ryddet op”. Det er vi uenige i, og vi foreslår derfor at tredoble straffen til medierne og tredoble erstatningen til ofrene.

Hvis man så alligevel går til domstolene, så kan man forvente, at ens privatliv bliver krænket igen – og i endnu større omfang i forbindelse med mediernes omtale af sagen. De pæne medier får en god undskyldning for at gengive ugebladenes sladder. Vi foreslår derfor også, at retssager om privatlivskrænkelse som udgangspunkt skal være for lukkede døre/og eller med navneforbud.

Det forslag er iflg. chefredaktøren i strid med Grundlovens § 65. Hvis han virkelig har ret, så må vi da hellere få fjernet retsplejelovens paragraffer med numrene 29, 29a, 29b, 29c, 29d, 29e, 30, 30a, 30b, 31, 31a, 31b, 32, 32a og 32b. De handler nemlig alle sammen om, at retten kan lukke dørene og nedlægge navneforbud, eksempelvis når ”sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse”. Fremover må vi hellere få juristerne i Justitsministeriet til at kontakte chefredaktøren på Jydske Vestkysten, så han kan kontrollere, at grundloven ikke overtrædes, for hvis han virkelig har ret i sin påstand, så er det godt nok sket mange gange.

Chefredaktøren har naturligvis ikke ret i sin påstand. Men han har ret i, at en fri presse er hjørnestenen i et demokratisk samfund. Men mon ikke den opgave kan løses uden at snage i kendtes sygdomsforløb eller hænge uskyldige ud for mord og seksuelle overgreb? Det tror vi.

Ungdomskriminalitet. S er på glatis

Betalingsringen, de 12 minutter og en tilbagerulning af dagpengereformen. Socialdemokraterne har vist sig skræmmende effektive, når det gjaldt om at feje sin egen dårlige politik af banen, efter man kom i regering.

Helt så godt er det ikke, når man pludselig vil feje ens gode politik af banen. Det er regeringens nylige udspil mod ungdomskriminalitet et godt eksempel på. Før valget lovede justitsminister Mette Frederiksen, at en ungdomsdomstol ville være en ”topprioritet” at få indført inden for de første 100dage af en regering. Men regeringens nye udspil mod ungdomskriminalitet er tydeligvis en øvelse i at gøre alt andet end det, der ligger lige til højrebenet.

I stedet for at bakke op om de blå partiers forslag om en ungdomsdomstol for 12 til 17-årige, vil regeringen såmænd skabe flere fritidsjobs og et såkaldt reaktionsråd, der hverken sikrer straf for kriminalitet eller samme retssikkerhed for de unge, som en ungdomsdomstol kan sikre.

Venstre ønsker omvendt en skærpet indsat mod bl.a. den hårde kerne af ungdomskriminelle. Med en ungdomsdomstol kan vi sikre, at den unge fremover både bliver mødt med en skræddersyet konsekvens og en håndsrækning mod en pletfri straffeattest. Det er den oplagte løsning. Men i dag går Socialdemokraterne altså ind for dårligere løsninger end dem, de gik til valg på. Så har vi også set det med. 

Venstrefløjens velfærdspatent er udløbet

Venstrefløjen har længe forsøgt at bilde danskerne ind, at kun de røde partier bekymrer sig om de offentlige velfærdsydelser. Samtidigt påstår de, at det kun er offentligt ansatte, der har ’varme hænder’. Og spørger man til ’udlicitering’ af velfærdsopgaver, så er det ikke andet end et synonym for ’spareøvelse’. Venstrefløjen opfører sig, som om den har et patent på velfærd. Et ’patent’, der baserer sig på en frygt for det private og det frie valg.

Dette selvopfundne patent ville sikkert kunne forlænges i det uendelige, hvis det eneste argument fra liberal side var, at man sparer penge ved at sende flere offentlige opgaver i udbud. Men hvilken interesse skulle vi have i at spille hasard med vores egen velfærd? Min mor får hjemmehjælp. Jeg er lige fyldt 50 og har da ambitioner om at blive ældre. Og så får jeg måske også brug for hjemmehjælp. Det vigtigste argument for udlicitering af velfærdsopgaver, og det frie valg som det medfører, er og bliver kvalitet. Det er derfor kun interessant at lade private velfærdsleverandører komme til fadet, hvis de kan sikre samme eller bedre kvalitet

Og det kan de.

På Frederiksberg, hvor jeg sidder i kommunalbestyrelsen, har embedsmændene to roller. For det første forvalter de den kommunale hjemmepleje. For det andet udfører de politisk servicearbejde for mig og mine politiske kollegaer. En helt ny brugertilfredshedsundersøgelse af hjemmeplejen på Frederiksberg viser interessekonflikten mellem de to roller. Første version af undersøgelsen viste en relativt stor tilfredshed med hjemmeplejen i form af 74,7 ud af 100 på tilfredshedsindekset. Sandt, men ikke fyldestgørende. For hvor forvaltningens brugerundersøgelse gav et fint indblik i hjemmeplejen som helhed, undgik den behændigt at sammenligne tilfredsheden med henholdsvis kommunens egen hjemmehjælp og den private. Det undgik man, selvom om man burde vide, at resultatet har bred politisk interesse. De røde vil gerne have bekræftet deres modvilje mod frit valg og udlicitering. Vi blå vil gerne punktere denne modvilje. Jeg måtte derfor bede om en ny undersøgelse, hvor tilfredsheden kan sammenlignes mellem den private og den kommunale hjemmehjælp.

Resultatet var ret interessant. Det viser, at venstrefløjens frygt for private velfærdsleverandører mildest talt er ubegrundet. I brugerundersøgelsen er den generelle tilfredshed med de private leverandører således 79,06 point mod det offentliges 70,98, hvor 100 = mest tilfreds.

Ser man på den praktiske hjælp, er der store forskelle på tilfredsheden mellem private og offentlige leverandører. Hjælpen til rengøring scorer hos de private leverandører 79,26 overfor det offentliges 68,85 – en forskel på over ti point. For så vidt angår hjælp til tøjvask klarer det private sig ’kun’ en smule bedre. Men ser vi på en central del som indkøb, er forskellen ca. 15 point – godt 75 overfor det offentliges 61. Der er altså markante forskelle på tilfredsheden med hjemmeplejen, afhængig af om man på Frederiksberg vælger det offentlige eller en privat udbyder, når det gælder helt almindelig praktisk hjælp.

Men hvad så med den nære, personlige pleje? Det kan de private vel umuligt finde ud af? Ifølge brugerne på Frederiksberg, kan de: I forhold til hjælp til at gå i bad, hjælp til at vaske sig, hjælp til af– og påklædning og hjælp til toiletbesøg, viser undersøgelsen på alle områder en større tilfredshed med de private leverandører.

Endelig er der en enorm forskel mellem den private og den offentlige hjemmepleje i brugernes oplevelse af stabilitet og sammenhæng for hjemmeplejen. De private leverandører scorer 88,39 mod det offentliges 41,48, når tilfredsheden måles på antallet af forskellige hjælpere. Utilfredsheden er altså stor med de mange skiftende ansigter i den kommunale hjemmepleje. Forståeligt, for det betyder selvsagt rigtig meget for den enkelte borgers følelse af tryghed og omsorg, at personlig og intim pleje kommer fra et velkendt ansigt.

Kvaliteten af plejen fra hjælper til hjælper varierer også mere i det offentlige (45,88) end i det private (60,79), samtidig med at punktligheden svigter væsentligt mere i den offentlige hjemmepleje (78,67) end hos private leverandører (91,47). Forskellene er til at føle på.

Hvis venstrefløjen eller andre skeptikere derfor troede, at udlicitering kun er en spareøvelse, så er brugerundersøgelsen på Frederiksberg en iskold spand vand i hovedet og goddag til en anden virkelighed. Udlicitering er også et spørgsmål om kvalitet. En ubekvem sandhed for nogle. Men ikke desto mindre vigtigt for debatten om indretningen af vores velfærdssamfund.

Jeg mener naturligvis ikke, at vi skal udskifte vores velfærdmodel med private forsikringer og en amerikansk velfærdsmodel, hvor kun de allermest trængende får hjælp. Vi skal bevare vores skattebetalte velfærd. Men jeg mener, at vi selv skal bestemme over den velfærd. Brugerundersøgelser som den på Frederiksberg viser ingen grund til bekymring over kvaliteten fra de private velfærdsleverandører. Tværtimod. Vi har behov for et velfærdssystem med mere frit valg – ikke mindre, som regeringen har sørget for.

For det første, fordi frit valg skaber potentiale for forbedringer hos de enkelte velfærdsleverandører. Den generelle tilfredshed i landet med hjemmeplejen har været nedadgående de sidste par år. Antallet af ældre er opadgående. Jeg vover pelsen og siger, at det nok ikke kun er på Frederiksberg, at de private leverandører leverer en bedre service. Altså må det private kunne noget. Noget som det offentlige kan tage ved lære af. Der er garanteret også rum for læring den anden vej. Denne relation mellem to parter, der inspirerer og motiverer hinanden til at gøre det bedre, kaldes sund konkurrence. Vi kender det fra de mange andre områder i vores samfund, hvor markedsvilkår er naturligt.

For det andet
er der i min verden noget grundlæggende forkert ved at sige til en mand, der hele sit liv har bestemt over sig selv, at han ikke selv kan bestemme, hvem der skal levere støvsugningen i hans eget hjem – eller hvem han vil vaskes af. De ældre er gamle nok til selv at bestemme. Borgerne er kloge nok til selv at bestemme. Det at vælge til og fra giver frihed frem for formynderi, ansvar frem for apati.

For det tredje er modviljen mod udlicitering og dermed frit valg helt ude af trit med befolkningens ønsker. Ifølge en brugerundersøgelse, som Social- og Integrationsministeriet har gennemført sammen med KL, mener mere end 60 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne, at frit valg er vigtigt eller meget vigtigt. Samtidigt vælger stadig flere at benytte sig af private leverandører.

Men selvom alt tyder på, at både borgere og de forskellige velfærdsudbydere er gearet til en model, hvor vi i højere grad sætter borgeren i centrum for velfærden og styrker det frie valg, så er venstrefløjens frygt for det private blevet til lov. Siden regeringsskiftet er frit valg blevet reduceret og indskrænket på flere områder. Regeringen har gjort det sværere for borgeren at foretage et kvalificeret frit valg på oplyst grundlag, regeringen har fjernet kommunernes forpligtigelse til at undersøge, hvor frit valg kan indføres, og regeringen har afskaffet muligheden for at vælge privat børnetandpleje og omsorgstandpleje.

Udviklingen går altså i den forkerte retning, på trods af, at venstrefløjens frygt for det private er uberettiget. Intet indikerer, at det private skulle være dårligere – tværtimod. Alt indikerer, at vi som samfund kan drage nytte af at udvide, ikke indskrænke, borgernes frie valg. Venstrefløjens velfærdspatent er udløbet. Bedre løsninger på velfærdsområdet melder sig. Men i stedet er venstrefløjen og regeringen i sin ideologiske kamp mod privatisering godt i gang med at overse både borgernes velfærd og valgfrihed.

Er Socialdemokraterne imod mere retfærdig sundhed?

Hvis sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vælter på sin cykel og får en flænge i øjenbrynet, så bliver han syet gratis sammen. Hvis han i stedet knækker en tand, så koster det dyrt at få det pæne smil tilbage. Hvis Nick Hækkerup hører dårligt, så kan han få store tilskud til sit høreapparat. Hvis han har dårligt syn, så må han selv betale for sine briller. Hvis Nick Hækkerup har maveonde, så kommer han gratis til lægen, men hvis han har smerter i et hofteled, så må han betale for kiropraktoren af egen pung. Det har Nick Hækkerup selvfølgelig råd til med sin ministerløn, men for den almindelige dansker kan den forkerte skavank være en dyr affære. Det er ikke rimeligt.

Venstre vil derfor have et ekspertudvalg til at komme med forslag til en mere retfærdig fordeling af brugerbetalingen på sundhedsområdet. Men vi vil ikke gøre det dyrere at være dansker. Det er mere end Socialdemokraterne kan sige om det Danmark, du kender. Regeringen har hævet brugerbetalingen for at gå til tandlæge for at få råd til et par fængselspladser, der ikke bliver benyttet.

Det er derfor hyklerisk, når Socialdemokraterne med sundhedsministeren i front ter sig over, at Venstrefolk har svaret lidt forskelligt på et spørgsmål på Altingets kandidattest. Spørgsmålet lyder: ”Er du enig i, at det skal koste f.eks. 100kr til at gå til lægen?” Holdningen hos Venstrefolkene er den samme: Vi vil ikke øge brugerbetalingen, men se om den eksisterende ikke kan gøres mere retfærdig. Ud fra den overbevisning svarer nogle ’delvist enig’ andre ’delvist uenig’, afhængig af deres tolkning.

I stedet for fejlagtigt at råbe ’ulven kommer’, så ville det snarere klæde Socialdemokraterne at forholde sig til virkeligheden: Der er masser af brugerbetaling på sundhedsområdet. Socialdemokraterne har endda selv været med til at øge den. Spørgsmålet er, om Socialdemokraterne i stedet vil være med til at gøre den mere retfærdig?

Terror kender ingen grænser

Retsforbeholdet skal afskaffes, så Danmark stadig kan være en del af Europol. Det er afgørende for politisamarbejdet. Ikke mindst i kampen mod terror.

Nytårsdag 2010: En somalier trænger ind i den danske satiretegner Kurt Westergaards hus med en økse. Westergaard når at søge tilflugt i et sikkerhedsrum.

10. september 2010: En mand rejser fra Belgien til Danmark. Han sprænger en mindre bombe på Hotel Jørgensen og bliver pågrebet, inden han når at gennemføre sit planlagte angreb på Jyllandsposten. Ingen kommer til skade.

29. december 2010: Tre mænd rejser fra Sverige ind i Danmark med planer om at storme Jyllandsposten med maskinpistol. Politiets Aktionsstyrke anholder mændene i en lejlighed samt en fjerde dansk medsammensvoren, inden gerningsmændene når at udføre deres terrorhandling.

Lige siden Muhammed-krisen i 2005 har vi måttet leve med en øget terrortrussel mod Danmark. Terroren er kommet tæt på mange gange, men vi slap med skindet i behold. Beskyttet af et uforklarligt danskerheld og et fantastisk politi – og efterretningsarbejde har vi måske gået rundt og troet, at vi var usårlige – at terroren aldrig ville nå Danmark.

Men det gjorde den. Den 14. og 15. februar krænkede terroren vores frie samfund. To mennesker dræbt, seks politifolk såret, en befolkning i chok. Terroristen var dansker, og det gør ham selvfølgeligt til et dansk problem. Men terror kan også, som vi kan se, komme udefra. Derfor er terror i sig selv et internationalt problem. Et problem, der ikke kender til landegrænser.

Det har terrorismen tilfælles med sager om menneskehandel, narkokriminalitet, svindel, organiserede røverier og anden grænseoverskridende kriminalitet, som samlet stiger år for år. Der er heller ikke noget, der tyder på, at terrortruslen mod de frie europæiske lande vil blive mindre – senest bevist med angrebet i Frankrig og nu også Danmark. I den erkendelse har regeringsledere fra hele Europa sat sig sammen for at diskutere, hvordan vi kan styrke Europols(den europæiske politienhed) rolle i kampen mod terror.

Men når Europol i en meget nær fremtid overgår til overstatsligt plan i EU, så kapper Danmark samtidigt snoren til Europols politisamarbejde. Vores retsforbehold betyder nemlig, at Danmark står uden for retslige anliggender på overnationalt plan – heriblandt et politisamarbejde.

Danmarks retsforbehold svækker dermed danskernes sikkerhed. Uden politisamarbejdet mister vi bl.a. adgang til at søge oplysninger om mistænkte i Europols Informationssystem. Vi mister adgangen til erfaringsmøder med eksperter, og vi mister adgang til udvekslingen af dna-profiler, fingeraftryk og motorkøretøjsoplysninger. I kampen mod anden grænseoverskridende kriminalitet er det et alvorligt problem. I kampen mod terror er det et spørgsmål om liv og død.

Med udsigt til en styrkelse af Europol ved vi ikke præcist, hvilke andre redskaber, vi går glip af. Men vi ved, at hvis vi står uden for, så svarer det billedligt talt til, at jagten først starter, når gerningsmanden krydser grænseovergangen ved Kruså. At fange terrorister er en kamp mod uret. Forbeholdet kan betyde, at vi taber den kamp.

Det kan vi undgå ved at afskaffe Danmarks retsforbehold og erstatte det med en tilvalgsordning, hvor vi selv vælger, hvilke områder vi vil tilslutte os – heriblandt Europol. Et bredt flertal i Folketinget er enigt om en sådan løsning. Modstandere af dette synspunkt argumenterer for, at vi sagtens kan lave såkaldte parallelaftaler, der sikrer samarbejde af Europols kaliber, og samtidigt bevare retsforbeholdet. Men med en parallelsamtale får vi ikke indflydelse på, hvordan et Europol-samarbejde skal udvikle sig.

Samtidigt ved vi, at sådanne aftaler kan tage år at forhandle på plads. Skal Danmark kæmpe i blinde indtil da?

Senest i marts 2016 skal Danmark holde folkeafstemning om retsforbeholdet. Der er flere argumenter for, at stemme ’ja’ til afskaffelse af forbeholdet. Men i lyset af de seneste terrorhandlinger i Europa må det mest oplagte argument nu være: Terror kender ingen landegrænser. Skal vi lade os stoppe af vores? At afskaffe retsforholdet handler om din og min sikkerhed – slet og ret om politiets ressourcer til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Og terror er på alle måder en grænseoverskridende aktivitet. Vi skal være grænseoverskridende i vores svar.

Problemerne med den voldsomme grundskyld skal løses

Når jeg sidder på Frederiksberg Rådhus og beklager mig over de vanvittige stigninger i grundskylden, får jeg at vide, at problemet skal løses på Christiansborg. Når jeg sidder på Christiansborg og brokker mig over det samme, så skal problemet løses ude i kommunerne.

Jeg er medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse – og af Folketinget. Så hvad jeg skal sige til den vælger, der beklager sig over de stigende grundskyldsbetalinger? Jeg kan ikke spille Sorteper videre – for Sorteper havner hos mig selv.

Problemet med den stigende grundskyld er stort i flere kommuner – men størst på Frederiksberg. Og der er rigtig mange kommuner, hvor det slet ikke er et problem. I de grundskyldsplagede kommuner er det et problem for alle – hvad enten de ejer eller lejer – og hvad enten de bor i hus eller lejlighed – men problemet er størst for villaejerne.

Dem, der betaler allermest i grundskyld, er altså villaejerne på Frederiksberg. Et lille mindretal i en lille kommune. Det gør ikke debatten lettere, for dem med hus på Frederiksberg er som bekendt overbetalte direktører og departementschefer, der vælter sig i rødvin og store bøffer, og hvis de skal slippe billigere i skat, så skal pengene jo tages fra fattige fiskere i Nordjylland. Og hvis man vil gøre noget ved problemet lokalt, så skal pengene tages fra de syge og de svage – ikke sandt?

Virkeligheden er langt mere nuanceret, men nuancer har det svært i politik.

De Konservative forsøger at få Venstre til at fremstå som et parti, der svigter boligejerne, og jeg har svaret tilbage, at det kan de selv være. De har ikke kun svigtet på Frederiksberg – en konservativ højborg – men også i Viborg, der indtil for nylig havde partiformanden som borgmester. Og flere andre kommuner. Imidlertid giver det ikke mening at slås om skylden, for som bekendt er det ikke os, der sidder i regering, og så længe farven på regeringen er rød, bliver der ikke ændret ved grundskylden på landsplan. Sønderjylland har nemlig sin helt egen skatteminister, der har skrevet følgende i Politiken: ”Nu bor jeg jo i Sønderjylland, og derfor har jeg måske et lidt andet syn på sagen, end dem, der kun fokuserer på Frederiksberg, København og omegn.”

Det er forståeligt nok, at grundskyldsdebatten ikke fylder meget i Benny Engelbrechts sønderjyske baghave. Et typisk hus på de kanter kan fås for 2 millioner. Det samme hus ville koste 6 millioner, hvis det lå på Frederiksberg. Men Bennys bysbørn slipper med 4.000 kr. om året i grundskyld. På Frederiksberg lyder regningen på over 50.000 kr. – og den stiger til over 100.000 kr. Man skal altså betale 25 gange mere for et hus, der ”kun” koster 3 gange mere. Er det rimeligt?

Skal man bo på Frederiksberg, i København eller Nordsjælland for at kunne se problemet? Det kunne man frygte, og derfor undersøgte jeg sagen. Jeg fik Epinion til at stille følgende spørgsmål:

”En grundejer på Frederiksberg kommer snart til at skulle betale ca. 100.000 kr. årligt i grundskyld. I Thisted stiger beløbet til ca. 3.900 kr. Hvor enig er du i følgende udsagn. ”Forskellen i grundskyld mellem de to kommuner er urimelig”?  

Hele 26 % svarede meget enig og 21 % var enige. 12 % var uenige og kun 8 % meget uenige. (Resten svarede ved ikke og hverken eller.) Altså 47 % mod 20 %. Det er ret markant.

Endnu mere markant blev det, da jeg spurgte, om ”Folketinget bør begrænse stigningerne i grundskylden?”

Her svarede 27 % meget enig og 36 % enig. 6 % var uenige og kun 3 % meget uenige. 63 % vil altså have Folketinget til at bremse grundskylden – kun 9 % er imod, hvilket er nogenlunde det samme antal, som siger, at de vil stemme på Enhedslisten. (Resten fordeles mellem ved ikke og hverken eller.)

Hvad har Folketinget med grundskylden at gøre? Det er jo kommunerne, der fastsætter grundskyldspromillen, og på papiret er det kommunerne, der får provenuet. I realiteten er det imidlertid staten, der får glæde af øget boligskattebetaling som følge af de stigende vurderinger. Når kommunernes provenu af grundskyld stiger, så neutraliserer staten nemlig merindtægterne i kommunerne ved at sænke statens tilskud til kommunerne tilsvarende.

Det er ingen undskyldning for kommunerne til ingenting at gøre, men jeg er enig i, at staten bør medvirke til en løsning – for det er staten, der tjener pengene.

Er det kun staten, der tjener penge som følge af de stigende vurderinger? Nej – der er naturligvis også husejere, der tjener penge, når de sælger deres hus. Høje huspriser giver høj grundskyld – men kan også give høj indtjening, når huset skal sælges. Er det så ikke rimeligt, at der skal betales en høj skat?

Argumentet er kun delvist korrekt. Høje huspriser giver nemlig også høj risiko for at tabe mange penge, når huset sælges. Priserne faldt voldsomt efter 2008, og det kan ske igen. Samtidig er det ikke logisk, at det kun er husejere i ganske få kommuner, der beskattes så voldsomt af deres gevinst. Hvis et hus til 6 millioner kr. på Frederiksberg bliver 5 % mere værd på et år, så beskattes gevinsten med 33 %. Hvis det samme sker for et hus til 2 millioner kr. i Sønderjylland, så beskattes gevinsten kun med 4 %.

Helt absurd bliver det imidlertid, når man sammenligner ejerlejligheder med huse. Vurderingen af grunde med villaer er sat alt for højt i forhold til grunde med etageejendomme. En grund med et hus på 6 etager med en bebyggelsesprocent på 300 er selvfølgelig mange gange mere værd end en grund, hvor der ligger et enkelt parcelhus med en bebyggelsesprocenten på 30. Skal vi gætte på noget i retning af 10 gange så meget?
Denne absurditet fører eksempelvis til, at en enlig mor i et hus på 64 kvadratmeter i Brønshøj til 1,9 millioner kroner skal betale over 30.000 kr. i grundskyld. Til sammenligning er regningen under 10.000 kr. for en herskabslejlighed på Østerbro, ejet af en tidligere B&O-direktør. Lejligheden er tre gange så stor og tre gange så meget værd som huset i Brønshøj, men der skal kun betales 1/3 så meget i grundskyld.

Et andet argument for den høje grundskyld er, at har man råd til et dyrt hus, så tjener man mange penge, og så er det vel rimeligt, at man betaler meget i skat. Jeg har endda hørt nogen sige, at borgerne i hovedstaden tjener flere penge end sønderjyderne, og derfor har de råd til at betale en høj grundskyld. (Og det var ikke en fra Enhedslisten, der sagde det.) Hvad skal man sige? Hvis man tjener mange penge, så betaler jo også mange penge i indkomstskat – er det ikke nok? I øvrigt bliver man jo ikke rigere af at have en lille have i Brønshøj end en stor herskabslejlighed på Østerbro. Og husk, at de færreste har købt deres hus kontant. Pengene er lånt – så i realiteten betaler man skat af et lån – oven i renterne.

Jeg tør ikke love andet, end at jeg vil kæmpe videre mod urimelighederne – både på Frederiksberg Rådhus og på Christiansborg. Jeg er ikke så vild med De Konservatives forslag om at fastfryse grundskylden, for det er unødvendigt dyrt – og det ændrer ikke ved skævhederne i systemet, nemlig forskelsbehandlingen mellem villaer og lejligheder – mellem Hovedstaden og provinsen.

Her og nu kunne man i stedet forestille sig en model, hvor stat og kommune deler regningen, hvis kommunen sænker grundskyldspromillen. Det halverer prisen for De Konservatives forslag.  Men da alle de kommuner, hvor grundskylden ikke er et problem, næppe ville bruge penge på at sænke promillen, så ville mindreindtægten blive langt mindre. Som sidegevinst opnår vi, at kommunerne ikke løber fra deres del af ansvaret.  

På længere sigt bør ejendomsværdiskatten og grundskylden slås sammen til én skat. Det er en kunstig sondring og i praksis lige så vanskelig som at skille det kolde vand fra det varme, når det først er blandet sammen. Det ville give en rimelig fordeling, så et hus og en lejlighed til samme pris, skal betale det samme. Og to huse til samme pris skal betale det samme, selv om de ligger i to forskellige kommuner – hvis kommunerne har samme grundskyldspromille.

Så lad os løse problemet sammen – stat og kommune – i stedet for at spille Sorteper om regningen.