Hvornår har disse mennesker sidst været uden for en dør?

Jeg er tilhænger af ytringsfrihed og modstander af censur. Med de sociale medier er der imidlertid blevet mulighed for, at alle og enhver kan skrive hvad som helst. Facebook har indført en mulighed for at anmelde hadefuld retorik. Det gjorde jeg. Svaret fra Facebook var yderst venligt – og komplet intetsigende.

Se, nu betragter jeg ikke mig selv som specielt sart, men dette her er da noget af det vildeste, jeg længe har læst:

»Luk da de grænser og så la´ os skyde de hunde en for en (…) Jeg tager gerne den første (…) De er og bliver som aber og dyr. De har overhovedet ikke menneskelig tanker og følelser.«

Ovenstående kommentar blev skrevet af en mand (som jeg ikke kender) på Facebook i en kommentartråd, der handlede om det tragiske mord på en fynsk motorvej. Mordet blev kædet sammen med »vores importerede venner« uden skygge af bevis. Det kan desværre ikke udelukkes, at den tunge betonsten er kastet af en person med udenlandske rødder – men derfra og så til at ville skyde alle – og selv tilbyde at gå forrest – der er dog ganske langt.

Det er præcis den form for hadefuld, højreorienteret retorik, som Søren Pind advarede mod i et interview i Politiken. Postfaktuelle påstande om, at vi er på randen af en borgerkrig, skaber frygt og risikerer at inspirere svage sjæle til at gå til »modangreb«, som vi har set det både i München og i Oslo.

På randen af en borgerkrig – i Danmark? Hvornår har disse mennesker sidst været uden for en dør? Det er så meget ude af proportioner, at man kun kan ryste på hovedet, men der er dem, som tror på vrøvlet – og som spreder deres vilde konspirationsteorier. Det er ikke kun et dansk fænomen. I USA er der Trump-fans, som er fuldt overbevist om, at Bill og Hillary Clinton har myrdet op mod 100 mennesker, der stod i vejen for dem.

Jeg lagde også et link op til en artikel om Søren Pinds advarsel. Det kom der mange spændende kommentarer ud af. Topmålet – eller lavmålet om man vil – var denne her:

»I politikere har masser af blod på hænderne, og alligevel bliver I gudhjælpende ved med at lukke disse afskyelige væsner ind i vores lande. Ragnarok venter, takket være jer, uduelige mentalt forstyrede landsskadelige politiske idioter. Den eneste trøst midt i dette mareridt er, at også jer politikere får jeres straf, og hvor I fortjener det.«

Det blev skrevet af en kvinde, som jeg heller ikke kender, men jeg blev naturligvis nysgerrig og kiggede på hendes profil. Hun er medlem af en lukket gruppe på 169 medlemmer med navnet DanerVærn – en landsdækkende borgerværnsgruppe, der kæmper for retten til selvforsvar og retten til egen kultur. Gruppen skriver godt nok, at »hvis du ønsker at angribe »perkere«, eller udøve hærværk mod moskeer, så skal du finde en anden gruppe, eller starte din egen.« Jeg ved ikke hvorfor, men helt beroliget er jeg ikke.

Jeg er tilhænger af ytringsfrihed og modstander af censur. Med de sociale medier er der imidlertid blevet mulighed for, at alle og enhver kan skrive hvad som helst. De to hadefulde ytringer var jo aldrig sluppet gennem en debatredaktion, men på Facebook kan alt lade sig gøre. Det er et problem, som Facebook hævder at være opmærksom på. Hvis Facebook gør dig i dårligt humør, fordi du bliver mødt med had, vrede og racisme, så gider du jo ikke logge dig på. Derfor har Facebook indført en mulighed for at anmelde hadefuld retorik.

Det gjorde jeg – kun den første kommentar – selv om det naturligvis heller ikke ligefrem er venligt at kalde andre for afskyelige væsner og uduelige mentalt forstyrrede, landsskadelige idioter.

Svaret fra Facebook var yderst venligt og komplet intetsigende. »Tak, fordi du har taget dig tid til at anmelde noget, som du mener overtræder vores fællesskabsregler. Vi har gennemgået den kommentar, du har anmeldt for at vise hadefuld retorik, og vi har vurderet, at den ikke overtræder vores fælleskabsregler.«

Undskyld mig. Hvis det ikke er hadefuld retorik at kalde indvandrere for aber og dyr uden menneskelige tanker og følelser, hvad er så? Hvis det ikke er hadefuldt at »ville skyde de hunde – en for en« – og tilbyde selv at »tage den første« – hvad er så? Facebook fjerner ifølge eget udsagn hadefulde udtalelser, som angriber folk direkte på baggrund af bl.a. race, etnisk tilhørsforhold, national oprindelse og religiøst tilhørsforhold. Åbenbart ikke.

Men billeder af bare bryster er naturligvis også langt mere skadelige – eller hvad?

(Bragt i Berlingske Tidende den 29. august 2016)

Jan E. Jørgensen bliver EU ordfører

Jan E. Jørgensen bliver ny EU-ordfører for Venstre. Posten er blevet ledig, fordi Morten Løkkegaard er rykket til Europaparlamentet. Samtidig betyder rokaden, at Jan E. ikke længere er social-og indenrigsordfører. Den post overtages af Carl Holst.

– Jeg er meget tilfreds med konstitueringen. EU-politikken fylder mere og mere, og behovet for europæiske løsninger er kun blevet større. Derfor er jeg glad og tryg ved, at Jan E. Jørgensen nu står i spidsen på et meget vigtigt område, siger Venstres gruppeformand Søren Gade.

”Posten er vel nok den vigtigste lige nu, hvor EU står over for en historisk stor flygtningekrise, som vi skal løse i fællesskab. De lette løsningers vagtparade giver jeg ikke så meget for: Luk Grimhøj – Luk Grænserne – Luk EU… Så opgaven er kæmpestor, men jeg ser meget frem til den nye udfordring”, siger Jan E. Jørgensen til Lokalavisen Frederiksberg i anledning af den nye post, som i Venstre betragtes som en forfremmelse – selv om ordførerposterne ikke officielt er rangeret i forhold til hinanden.

Venstres nye EU-ordfører har allerede fået sin ilddåb. Tirsdag aften tilbragte han i Folketingssalen, hvor to store folketingsdebatter blev afviklet om henholdsvis konsekvenserne af folkeafstemningen 3. december om retsforbeholdet og om Storbritanniens reformønsker til EU.

– De to store spørgsmål viser, at EU står i en skæbnestund, hvor der sættes spørgsmålstegn ved Danmarks fortsatte tilknytning til EU fra forskellig side, siger Jan E. Jørgensen.

Det lykkedes dog at få begge sager landet uden yderligere splittelse i Folketinget. Den første forespørgselsdebat blev afsluttet med en fælles vedtagelse fra alle Folketingets partier – på nær Enhedslisten.

Den anden debat endte med en fælles beslutning fra alle partier på nær Enhedslisten, LA og Dansk Folkeparti. I teksten udtrykkes der håb om, at briterne stemmer ja til fortsat medlemskab af EU. ”Vi ser på mange måder ens på samarbejdet i EU – Danmark og Storbritannien. Samtidig vil et ja betyde, at Danmark får mulighed for at sætte børnepengene til arbejdstagere fra andre EU-lande ned, så udgifterne svarer til udgifterne i det pågældende land. Det vil spare Danmark for ca. 50 millioner kr. årligt, men først og fremmest opfattes det jo som helt urimeligt, at man kan hæve høje børnepenge i Danmark til børn for eksempel i Polen, hvor leveomkostningerne er væsentligt lavere end i Danmark” – fortsætter Jan E. Jørgensen.

En aftale om fortsat medlemskab af Europol skal være på plads den 1. maj 2017. Briterne stemmer om deres aftale den 23. juni 2016 – så der er vigtige sager på dagsordenen for Venstre Frederiksbergs folketingsmedlem Jan E. Jørgensen.

Vi står sammen om et JA

Af Karen Ellemann, Pernille Rosenkrantz-Theil, Torsten Gejl, Marianne Jelved, Trine Torp, Mette Abildgaard & Jan E. Jørgensen, hhv. Social-og indenrigsminister (V) og socialordførere for S, ALT., R, SF, K og V

 
I DANMARK er vi gode til at beskytte vores børn, og vi arbejder hele tiden på at gøre beskyttelsen bedre. Det er vi enige om uanset politisk ståsted.Men uanset hvor godt vi gør det, kan vi ikke klare alle problemer alene. Bekæmpelse af børneporno, handel med børn, f. eks. til prostitution og andre former for misbrug af børn, går over grænserne.Derfor kræver beskyttelsen af vores børn hjælp fra andre lande.3. december skal vi stemme om retsforbeholdets fremtid. Valgets resultat bliver afgørende for, om vi fremover kan passe lige så godt på børnene og samfundets udsatte, som vi kan i dag. Her er det helt centralt, at dansk politi fortsat kan være en del af Europol.

Samarbejdet i Europol har ført til pågribelse af narkohandlere og optrevling af grænseoverskridende sager om handel med kvinder samt organiseret misbrug af børn. Står vi uden for Europol-samarbejdet, vil der simpelthen være færre redskaber til rådighed til at beskytte de svage og udsatte i samfundet. Derfor er det nødvendigt at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, hvor Danmark fra sag til sag kan beslutte, om vi skal tilvælge en retsakt, og hvor Danmark fortsat forbliver et fuldgyldigt medlem af Europol.

ET JA 3. december vil også have betydning for familierne, der i stadig højere grad er grænseoverskridende. Danskere gifter sig med borgere fra andre EU-lande og flytter som familie til et andet EU-land. Nogle familier går fra hinanden igen – måske for at tage bopæl i et helt tredje EU-land. I den bedste af alle verdener skal disse problemer løses nemt og effektivt, uanset om begge parter bor i Esbjerg, eller én bor i Esbjerg og en anden i Hamburg. Sagsgangen skal være så effektiv som muligt, så barnets kontakt med begge forældre sikres, selv om der er en landegrænse imellem. Familierne skal ikke mødes med uforudsigelighed, besværlige sagsgange og unødvendig ventetid. Tid er et helt centralt element i disse sager.

Et ja betyder ikke, at vi bliver tvunget til at ændre vores skilsmisselovgivning. Vi skal i Danmark fortsat selv bestemme, hvornår man kan blive skilt, hvem der skal have forældremyndigheden over børnene efter en skilsmisse, og hvordan samværet skal tilrettelægges. Men det er nødvendigt med et internationalt samarbejde med rammer og regler, som gør det klart for internationale familier, i hvilket land en uenighed skal afgøres, og som bidrager til en effektiv og hurtig behandling af sagerne. Det tilbyder EU-samarbejdet. Helt konkret vil vi på skilsmisseområdet tilvælge den såkaldte Bruxelles IIaforordning. Det vil bl. a. betyde, at en dansk afgørelse om samvær hurtigere end i dag vil kunne få virkning i det EU-land, hvor barnet bor. Og hvis en forælder bortfører barnet til et andet EU-land, vil der blive bedre mulighed for at få barnet hjem.

Et ja 3. december vil også give Danmark større indflydelse på, hvordan samarbejdet om international familieret i EU skal udvikle sig. Vi skal arbejde for, at det bliver nemmere at flytte som familie mellem EU-landene, og at retssikkerheden styrkes yderligere for familierne – også når parterne ikke bor i det samme land. Indflydelsen vil også give os mulighed for at finde nye veje til løsning af konflikter i internationale familier, eksempelvis gennem øget brug af mægling og navnlig i sager om børnebortførelser. Hele diskussionen kan koges ned til, at vi med et ja vil bevare og styrke de muligheder, vi i dag har for at hjælpe børnene og udsatte grupper i samfundet og for at støtte op om internationale familier.

Fattigdom handler ikke kun om økonomi

Som socialordfører hører og læser jeg i mit daglige virke om mange mennesker på kanten af samfundet og med mange forskellige problemer. Nogle har misbrugsproblemer, og dertil tumler langt flere med psykiske problemer, som i det lange løb er en stor forhindring på vejen mod en normal tilværelse. Det er ekstremt vigtigt, at vi som samfund kan nå ud til de her mennesker, også selvom de ikke er fattige i direkte økonomisk betydning.

Venstres overordnede tilgang til socialpolitikken er klar: Ved udelukkende at tale om økonomisk fattigdom glemmer vi, at der også findes mange mennesker, hvor dagligdagens problemer ikke nødvendigvis bunder i økonomiske problemer.

Og omvendt. Den studerende, som lever på en SU, men får dagen til at hænge sammen, er ikke et offer. Den enlige mor med et lavtlønsjob og to børn, som hver dag står op og kører børnene i skole, er heller ikke et offer.

Derfor skal vi have et bredere perspektiv, når vi vurderer, hvem der er udsatte, end bare en rigid fattigdomsgrænse. Et perspektiv, som ikke kun tager udgangspunkt i økonomien, men som inddrager alle aspekter af det enkelte individ.

 

Listen er lang

Den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering indførte i 2013, gjorde, at et stort antal mennesker forsvandt fra forsorgens fokusområde, da de ikke længere var fattige. Det betød eksempelvis, at en hjemløs førtidspensionist ikke længere var fattig.

Når vi samtidig ved, at op mod halvdelen af de hjemløse kæmper med en psykisk lidelse, og at 2/3 af samme gruppe har misbrugsproblemer, så mister vi ganske enkelt fokus på, hvordan vi kan hjælpe det enkelte individ ud af sin situation.

At vurdere om et menneske har brug for samfundets støtte alene ud fra fattigdomsgrænsen, er – undskyld udtrykket – for fattigt. Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet. Misbrug, psykiske sygdomme, ensomhed og hjemløshed. Listen er lang.

Det rigtige at gøre er derfor at fjerne fokus fra, hvad den enkelte har at gøre godt med i økonomisk forstand og i stedet udvide perspektivet for, hvornår man kan betegnes som fattig. Det skylder vi de mennesker, som har brug for samfundets omsorg.

Ved ensidigt at fokusere på hvad et menneske har til rådighed af økonomiske midler, ja, så bliver man blind for de problemer, som fastholder det enkelte menneske på kanten af samfundet.

Storbyens stemme er ikke tavs

Balder Mørk fra Socialistisk Folkeparti undrer sig i et indlæg i Lokalavisen Frederiksberg over, at jeg ifølge ham har været ” tavs” oven på beslutningen om, at flytte statslige arbejdspladser ud af hovedstaden, når jeg har slået mig selv op på at være storbyens stemme i Venstre. Jeg er glad for, at Balder bemærkede min valgkamp, men ellers er der ikke så meget, jeg vil rose ham for i anledning af hans læserbrev.

For jeg har bestemt ikke forholdt mig tavs i Venstres gruppeværelse. Jeg har gjort klart og tydeligt opmærksom på, at flytningerne skal være fagligt funderede, og at der skal være en rimelig indkøringsfase af hensyn til de ansatte.

Jeg kan sagtens forstå, at det giver dybe frustrationer og usikkerhed for mange af de næsten 4.000 statsansatte, som får deres tilværelse rykket op med rode. Er der job til ægtefællen? Hvad med børnenes skole? Det er en stor beslutning, om man skal sige ja og flytte til provinsen – eller sige nej og blive i storbyen – hvis man kan finde andet arbejde. Det handler jo ikke om, hvorvidt man kan få sushi, speltboller og café latte i provinsen, sådan som det spydigt er blevet fremstillet.

(Det kan man i øvrigt godt).

Jeg er ikke bekymret for hovedstaden, for vi kan sagtens klare os med ti pct. færre statslige arbejdspladser – hovedstaden er nemlig et område i vækst. De 4.000 statslige arbejdspladser vil inden længe være erstattet af mindst lige så mange private arbejdspladser.

Sådan er det desværre ikke i hele Danmark. Derfor har eksempelvis de 395 arbejdspladser i Udlændingestyrelsen langt større positiv betydning for Næstved, end de har negativ betydning for Østerbro, hvor de flytter fra.

Hvis man læser andet end Politiken og for eksempel kaster sig over avisen Sjællandske, får man også et mere nuanceret billede af de ansattes holdning til udflytningen.

Iflg. Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, så ” er der selvfølgelig nogle, der føler sig bekymrede og overrumplede, men de fleste er meget positive.” Eksempelvis er der flere af medarbejderne, der i forvejen bor i Næstved.

Jeg kan ikke svare for SF, men Venstre ønsker et Danmark i balance. Det kræver en håndsrækning til provinsen, og det kan vi godt give, uden at storbyen tager større skade af det. Man kunne også kalde begrebet solidaritet – det begreb må Balder Mørk næsten have hørt om.

Jeg må derfor ærligt tilstå, at jeg ikke nærer den samme pessimisme for storbyens fremtid som vores lokale SFer. Jeg tror ikke på, at Københavns vækstmotor bliver stoppet af, at 3.900 statslige arbejdspladser flytter væk. Jeg tror ikke på, at hovedstadens fremtid står og falder med denne beslutning. Så hvis Balder Mørk mener, at jeg er tavs, fordi jeg ikke aktivt har kæmpet mod beslutningen, så må jeg skuffe ham. Jeg er tilhænger af beslutningen – og de problemer der unægteligt er forbundet med beslutningen føler jeg ikke trang til at tale op. Ja, det er hårdt og svært for mange. Men det skal nok gå – både for medarbejderne, for København og for Frederiksberg. Bare fordi man hedder ” Mørk” til mellemnavn, kan man godt se lyst på fremtiden.

Det skal kunne betale sig at arbejde

20150527-Jan a_1600

Jeg har altid arbejdet. Vækkeuret ringede kl. 4, når jeg skulle ud med dagens nyheder. Bagefter stod jeg foran bageren og solgte aviser til dem, der ikke abonnerede.

Senere fik jeg mere menneskelige arbejdstider – på et lager på Østerbro og som vikar på to folkeskoler på Nørrebro, som kirkesanger på Amager og i Valby og som journalist på Frederiksberg, som reklamekonsulent i Farum og abonnementssælger på Berlingske i Indre By.

Det var ikke altid lige sjovt, men heldigvis fik jeg penge for det – som jeg sparede sammen, så der var råd til at rejse. 10 måneder i Asien og Australien – og 5 måneder i Nord- og Sydamerika.

Det har jeg aldrig fortrudt – selvom det betød, at jeg først kom i gang med jurastudierne på Københavns Universitet 5 år efter, jeg forlod Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Jeg nåede alligevel at blive advokat på et af Danmarks største advokat- kontorer, hvor jeg var ansat, indtil jeg blev valgt til Folketinget i 2011.

Skatten skal sænkes

I dag har vi skruet et samfund sammen, hvor det for alt for mange mennesker slet ikke kan betale sig at arbejde. Et ægtepar med tre børn kan få 454.215 kr. i offentlige ydelser – uden at arbejde. Det går jo ikke, og det skal laves om. Skatten på arbejde skal sænkes i bunden, og der skal indføres et loft for, hvor meget man samlet set kan få i kontanthjælp og andre offentlige ydelser.

Flere private arbejdspladser

20150527-Jan Landsretten c_1600

I min familie er der ikke tradition for tage en uddannelse.

Jeg er vokset op alene med min mor, som kom til København som helt ung – og heldigvis blev boende. Vi boede i en toværelses på Østerbro med kakkelovn og koldt vand i hanen.

Heldigvis kan alle få en gratis uddannelse her i Danmark, så jeg fik mulighed for at læse jura på Københavns Universitet.

Når jeg valgte jura, hænger det nok sammen med min retfærdighedsfølelse, og når jeg valgte at blive advokat, hænger det helt sikkert sammen med min lyst til at kæmpe – advokere – for en sag. På den måde er springet til politik ikke så stort.

Som advokat har jeg lært, at der skal kunder i butikken – ellers er der ikke råd til lønninger. Desværre er der ikke mange af min slags i Folketinget. Mange har aldrig prøvet at arbejde i det private erhvervsliv.

Det er et problem, for det er indtjeningen i det private erhvervsliv, som betyder, at der for eksempel er råd til gratis uddannelse og SU. Der er brug for gode vilkår for virksomhederne, så vi kan få flere private arbejdspladser.

Skatte- og byrdestop

Derfor skal der indføres et skatte- og byrdestop. Mange afgifter skal helt fjernes, for de sender arbejdspladser ud af landet. Vi skal også holde op med at opfinde danske særregler, der behandler erhvervslivet hårdere, end man gør i vores nabolande.

Grundskylden skal standses

20150527-Jan græs b_1600

Jeg flyttede hjemmefra i en lille lejlighed på Howitzvej med min kæreste, som jeg senere er blevet gift med. Derfra flyttede vi til en større andelslejlighed på Godthåbsvej, hvor vi fik vores datter. I dag har vi halvdelen af et hus på C. F. Richs Vej, og her har vi også fået en søn. Vores boligudgifter er naturligvis steget. Det er rimeligt nok, for vi har fået mere plads.

Derimod er det helt urimeligt, at vores boligskatter er steget så voldsomt. Det bliver dyrere og dyrere at bo i København. Flere og flere yngre familier tvinges ud af byen, og pensionister er nødt til at sælge deres hus, selvom de gerne ville blive boende. Den stigende grundskyld er et problem – i hvert fald her i hovedstaden.

I Venstres folketingsgruppe er der mange fra provinsen, som ikke mærker grundskylden på deres egen krop. Og deres vælgere gør heller ikke. Grundskylden fylder ikke meget i deres verden – forståeligt, når man slipper med 4.000 kr. om året. På Frederiksberg kommer vi derimod til at betale over 100.000 kr., og så er det svært at være ligeglad. Derfor er det afgørende med en storbystemme i Venstre, der tager københavnernes problemer alvorligt.

Grundskylden skal bremses

Stigningen i grundskylden skal standses, og jeg foreslår, at staten og kommunen deles om regningen. Jeg kan ikke love, at det bliver gennemført, men jeg kan love, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan. Og jeg kan garantere, at ingen i Venstre er lige så optaget af grundskylden, som jeg er.

Tryghed i hjemmet op på gaden

Det er ubehageligt at have indbrud. Jeg har prøvet at komme hjem til et usædvanlig koldt hus. Terrassedøren var åben, og vi vidste straks, hvad der var sket. Vi havde haft indbrud. Væk var billetterne til koncerten med Depeche Mode – som var udsolgt. Min datters sparegris. Digitalkameraet med en masse billeder, der ikke var blevet lagt over på computeren. DVD’en fra dengang jeg fik mit dykkercertifikat i Thailand.

Rigtig ærgerligt – men det værste var følelsen af, at andre havde rodet rundt i vores ting i vores hjem.

Der er alt for mange indbrud i København. Det giver utryghed – politiet skal tage indbrud i private hjem mere alvorligt, og indbrud i private hjem skal straffes hårdere. Danske hjem er de næstmest udsatte for indbrud i hele Europa.

I Tingbjerg og på Christiania har politiet nærmest givet op. I Vanløse må naboerne finde sig i en rockerborg som nabo. Og samtidig har politiet travlt med at give cyklister bøder for at køre uden lys.

Mere synligt politi

Det dur ikke. Der er brug for mere synligt politi. Københavns politi har mistet 200 betjente under den nuværende regering – samtidig med at politiet kæmper mod terror og bandekriminalitet. Den udvikling skal vendes. I første omgang skal der uddannes flere betjente på politiskolen. Flere politiopgaver kan løses af andre personalegrupper – for eksempel behøver der ikke sidde politibetjente i fotovognene, ligesom IT kan bruges langt mere effektivt i politiet.

En skole hvor fagligheden er høj

20150527-Jan skole d_1600

Begge vores børn går i den lokale folkeskole. Valdemar går i 4. klasse – Kamma i 8.

Vi har altid vidst, at vi ville vælge folkeskolen og ikke en privatskole. Jeg var formand for børne- og undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune i 12 år, og vi har gode skoler.

Vi var nogle af de første, der turde tage kampene om nogle af de hellige køer i folkeskolen. Vi testede eleverne, før det blev moderne. Vi krævede høj faglighed og mange timer. Jeg er generelt glad for ideen med skolereformen – også lektiecaféerne, for i storbyen er der nemlig mange elever, der ikke kan få hjælp med lektierne derhjemme.

Men der er et stykke vej endnu, før skolereformen fungerer optimalt. Regeringens behandling af lærer- ne har skadet arbejdsglæden og motivationen. Hjemme hos os oplever vi heldigvis, at det ikke går ud over børnene – min datter fortæller, at selvom skoledagen er blevet lidt længere, så føles den kortere. Desværre hører jeg også om eksempler på det modsatte.

Karakterer fra 5. klasse – og evaluering af lærerne

Mit forslag til en endnu bedre folkeskole er, at de større børn skal evaluere deres lærere. Det giver ledelsen mulighed for at give læreren konstruktiv feedback, så undervisningen bliver endnu bedre.

Samtidig skal eleverne have karakterer allerede fra 5. klasse.

Det er nemlig vigtigt at få at vide, hvordan det går – både som elev og som lærer.