Antallet af asylansøgere slår rekord

Danmark skal være et åbent land for alle, der kan og vil bidrage. Men der skal være en balance i udlændingepolitikken, så de der kommer hertil gør det i et antal og på en måde, hvor integrationen kan følge med. Den balance er under pres. Ifølge regeringens egne tal vil vi i år opleve det højeste antal asylansøgere i ti år. Hele 7.500 personer forventes at søge asyl i 2014. Og antallet af asylansøgere er næsten fordoblet på bare tre år. Naturligvis skal vi tage imod mennesker, der flygter fra krig og ufred. Men sandheden er desværre, at for mange asylansøgere ikke kommer, fordi de er reelt forfulgt men for at arbejde illegalt eller begå kriminalitet.

Regningen for regeringens lempelser på udlændingeområdet nærmer sig én milliard. Det er mange penge, der i stedet kunne have gjort gavn mange andre steder i vores velfærdssamfund.

I Venstre ønsker vi en anden kurs. Vi skal stille krav til de indvandrere, der kommer. Vi skal stille krav om, at man kan forsørge sig og sine. Vi skal stille krav om, at man integrerer sig i det danske samfund. Det er fast, fair og fornuftigt. Regeringens nuværende kurs gør Danmark fattigere og integrationen sværere. Derfor er der behov for en ny kurs i udlændinge- og integrationspolitikken.